FORORD
SIDEN Fremkomsten af Værket »Vandrer mod Lyset« og dets Tillæg »Forsoningslæren og Genvejen« i Aaret 1920 har min Hustru og jeg modtaget, fra de forskelligste Mennesker, skriftlig som mundtlig, et Utal af Spørgsmaal vedrørende Forstaaelsen af Enkeltheder i de paagældende Værker.
Langt det store Flertal af disse Spørgsmaal har været af en saadan Art, at vi med faa Ord kunde give den nødvendige Forklaring eller henvise til et nøjere Studium af Værkerne; men andre har været saadanne, der nok kunde kræve en fyldigere og navnlig en absolut autentisk Forklaring.
Min Hustru har da i saadanne Tilfælde henvendt sig til Forfatteren af Kommentaren i »Vandrer mod Lyset«, hendes afdøde Fader, og bedt ham give Besvarelserne, som hun da har modtaget ad inspiratorisk-intuitiv Vej, saaledes som det indgaaende er forklaret i Efterskriften til »Vandrer mod Lyset«.
Resultatet er de 71 Besvarelser, der er samlede i nærværende Bog. Dog afviger de her givne Besvarelser undertiden fra den Form, hvorunder de foreligger i de paagældende Breve; snart er de udvidede, snart forkortede, og altid saaledes, at den særlige Brevstil er undgaaet. Disse Ændringer skyldes selvfølgelig ligeledes min Hustrus oversanselige Meddeler.
Endvidere ønskedes det fra oversanselig Side, at der skulde gives en autentisk Vejledning for Menneskene i de saa vigtige seksuelle Problemer; denne Vejledning er sat som et særligt Tillæg sidst i Bogen, da den jo ikke er foranlediget ved Spørgsmaal fra jordisk Side.
Vi er klar over, at mange af disse Besvarelser vil vække Undren og Modstand; dertil har jeg kun dette at sige: disse Besvarelser er her gengivet nøjagtig som de er modtagne, og de er alle godkendte og billigede af Gud, vor Fader. Det bliver da Menneskenes egen Sag at modtage eller forkaste dem, alt efter hvad deres Samvittighed tilsiger dem.
I Juni 1929.
Udgiveren.