»Forsoningslæren og Genvejen.«
ET Par Maaneder efter Udgivelsen af »V. m. L.«, omtrent midt i Juni 1920, blev min Hustru anmodet om, efter Tankediktat, at nedskrive en Afhandling angaaende Forsoningslæren, derefter en Tale af Kristus og en af en anden højtstaaende Lysets Aand. J efterkom Anmodningen, og gennem et Par Timers dagligt Arbejde fremkom i Løbet af ganske faa Dage »Forsoningslæren og Genvejen«.
Paa dette Tidspunkt befandt jeg mig ovre i Jylland, idet jeg fungerede som Censor ved Lærereksamen. Jeg gaar ud fra, at intet Menneske i dette Tilfælde vil udlægge mig som Forfatter til Skriftet og fornuftigvis heller ikke mene, at jeg har »telepateret« det til min Hustru. Ligeledes gaar jeg ud fra, at heller ingen her vil beskylde min Hustru for selv (hidtil har ingen gjort det!) at have forfattet det; dertil kræves, som enhver kan se, en teologisk Uddannelse, en Uddannelse, som J. selvfølgelig aldrig har faaet — og jeg heller ikke. —
Kristi Tale, hvori han særlig henvender sig til Præsterne, er præget af en dyb personlig Sorg over, at ingen er kommet ham til Hjælp i hans Kamp for at retlede Menneskeheden, og han kalder Gang paa Gang paa dem af hans Brødre, der hører til hans Kres, dem der er Guds Udsendinge ligesom han selv. Denne Kristi Tale, saa fuld af Kærlighed og inderlig gribende Sorg, viser os Kristus fra en anden Side end den, der kommer frem i »V. m. L.« Dér taler han som den, der har Myndighed til at fremlægge Guds Love for Menneskene, han taler som deres Lærer og deres Leder; men her i hans anden Tale staar han for os som Vennen, som Broderen, der sørger over sine Brødre, sørger over, at de i Stedet for at hjælpe ham af med den tyngende Guddomsbyrde, vender sig fra ham og nægter at give ham den Hjælp, de, før deres Inkarnation, har lovet at yde ham. Jeg forstaar ikke, at nogen Præst kan læse disse sorgfulde Ord uden at føle sig grebet paa det dybeste — og uden straks at give sit Svar og at yde sin Hjælp. —
Da vi, dengang vi udsendte »V. m. L.«, intet anede om, at et nyt Skrift vilde blive betroet os til Udgivelse, havde vi tilintetgjort de Lister, hvorpaa vi havde noteret Navnene paa de Teologer, der havde faaet »V. m. L.« tilsendt. Vi var derfor ude af Stand til at sende »Forsoningslæren« til alle, der havde faaet den store Bog; ogsaa dette forekommer mig at være et Bevis 1) for, at hverken J. eller jeg havde planlagt dette Skrift; men man ved jo aldrig, hvilke Beskyldninger der kan komme. Maaske dette ogsaa skyldes Underbevidstheden, vi er jo vante til bestandig at faa den stukket ud.
Dette Skrift blev modtaget med fuldkommen Tavshed; mig bekendt er det ikke anmeldt noget Sted, hverken i Dagspressen eller i teologiske Fagblade. Og for dette Skrift gælder det samme som for »H.t.D.« og »V. m. L.«; denne Tavshed betragter vi saaledes, at vi, uden at kende dem, har mange Meningsfæller blandt Teologerne; for selv om ikke alle de, der fik »V. m. L.«, har modtaget »Forsoningslæren og Genvejen«, saa har langt de fleste faaet den tilsendt. —
Ogsaa her venter vi Udtalelser fra Teologernes Kres, hvis vi ikke skal slaa os til Ro med, at vor Opfattelse er rigtig.