Forudsigelsen af min Svogers Sygdom.
I Efteraaret 1910 besluttede min Søster Fru Lindahl, af Hensyn til sit svagelige Barn, for en Tid at slaa sig ned i en Provinsby, mens hendes Mand fortsatte Forretningen herinde.
En Séanceaften i Oktober Maaned (min Svoger var da i Udlandet) kom nogle afdøde Slægtninge med en indstændig Anmodning til min Søster om at opgive denne Plan, da den vilde blive til Skade baade for hende og hendes Mand.
Min Søster følte sig meget pinlig berørt ved denne Henvendelse, da der tilsyneladende kun kunde vindes og ikke tabes ved en saadan foreløbig Ordning. Og hun protesterede bestemt mod at opgive sin Beslutning, med mindre hun kunde faa klar Besked om, hvorfor hun hellere maatte opgive den. Der blev da meddelt hende, at hendes Mand i en nær Fremtid pludselig vilde blive syg (min Svoger fejlede ikke noget ved dette Tidspunkt), Sygdommen vilde blive meget alvorlig, samt at Liv og Død afhang af hendes Tilstedeværelse.
Dette gjorde et meget nedslaaende Indtryk paa os alle, og vi spurgte om, naar det vilde ske, og bad om, at Meddeleren vilde skrive det med J.s Haand 1), for at vi kunde have et synligt Bevis for Tidspunktet for Sygdommens Indtræden. Meddeleren skrev da langsomt og tydeligt med min Hustrus Haand: »Tre Maaneder er Tiden«. — Sygdommens Art blev ikke meddelt; vi gættede imidlertid paa en Blindtarmsbetændelse, hvor Liv og Død jo ofte er afhængig af, om Patienten rettidig bliver opereret.
Min Søster var selvfølgelig meget betaget af det hele og meget ked af at maatte ændre sine Dispositioner; men hun vovede dog ikke at holde fast ved den omtalte Plan.
Da hendes Mand kom hjem fra sin Rejse, fortalte hun ham om den givne Advarsel og viste ham Papiret med Skriften. Han slog det hele hen, han var jo rask nok og ventede ikke at blive syg. Men min Søster blev altsaa i sit Hjem.
Præcis tre Maaneder efter, i Begyndelsen af Januar 1911, blev min Svoger angrebet af Angina med efterfølgende Nyreblødninger — og det at min Søster var til Stede i Hjemmet og kunde give ham den rette Pleje, maa vi, naar Hensyn tages til den kraftige Advarsel, der var gaaet forud, formode har reddet hans Liv.
Da min Svoger jo ikke troede paa Forudsigelsen, og da han blev syg af en Infektionssygdom, kan Nervøsitet ikke spille nogen Rolle her, særlig da Angina med paafølgende Nyrelidelse ikke var den Sygdom, som vi og min Søster havde tænkt os.
Hvorledes vil man nu forklare dette? Ingen af de ved Séancen tilstedeværende kunde vide noget som helst om det, der vilde ske tre Maaneder senere. Maa ikke ethvert tænkende Menneske opfatte ovenstaaende saaledes: at en af vore Slægtninge (en høj Lysets Aand) vidste Besked om den kommende Sygdoms alvorlige Karakter, samt at han havde Tilladelse til ved sin Advarsel at hindre en Katastrofe, der ellers vilde være indtraadt. Det synes mig naturligt at bøje sig for den Kendsgerning: at bag ved Advarslen stod en aandelig Intelligens. —
At ovenstaaende Beretning om Forudsigelsen af min Sygdom er i Overensstemmelse med Sandheden, bekræftes herved.
København, d. 26. Marts 1922.
K. Lindahl.
At ovenstående Beretning om Forudsigelsen af min Mands Sygdom er i Overensstemmelse med Sandheden, bekræftes herved.
København, d. 26. Marts 1922.
Anna Lindahl.