Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren – thi Guds Vej er fuldkommen! – Lær mig, Herre, din Vej, jeg vil vandre i din Sandhed!«10

 

 

 

 

 

 

SAA langt tilbage i Tiderne, som Menneskehedens Historie kan efterspores, har Menneskene bestandig søgt at finde Udtryksformer for den Ærefrygt, de nærede overfor det usynlige Væsen, der maatte være det synlige Livs Skaber og Opretholder. Utallige er de Myther og Sagn, der forefindes fra de ældste Dage, utallige er de fantastiske Forestillinger og Begreber, som Menneskeheden i de forskellige Tidsaldre har dannet sig om det usynlige, det hinsidige, det okkulte. Men alle disse mange og meget uensartede Myther, Sagn, Teorier, Doktriner og Dogmer indebærer dog, saa godt som alle, enkelte Glimt af de evige Sandheder,11 farvet af og iblandet Mørkets Løgne, udstafferet med alle Slags menneskelige Paafund eller tilsløret af Menneskenes egne Tankespind. Aldrig har Menneskene følt sig helt tilfredsstillede, bestandig har de mere aandeligt modne søgt at lodde dybere, søgt at finde en fastere Grund, et mere sikkert Fodfæste; bestandig har de søgt at give deres Opfattelse af det guddommelige en skønnere Form, større Klarhed og fyldigere Udtryk. Men selv det Menneske, der i sin Længsel efter at fatte det ufattelige, der i sin Trang til at synliggøre det usynlige, der i sin Higen efter at gengive det Guddomsbillede, som Tanken afspejlede, har fundet de mest sublime Lignelser, de enkleste Udtryk og de skønneste Ord, har dog ikke formaaet at genspejle det usynlige Væsens Renhed, Højhed og Guddomsfylde; thi ingen Mennesketanke, ingen menneskelig Udtryksform kan give en blot tilnærmelsesvis Forestilling herom. Kun igennem den fulde Tankehengivelse, den rene alt gennemsyrende Kærlighed kan Guddommen fattes.

I Tidernes Løb har Menneskene dannet sig talrige Veje, ad hvilke de søgende er vandret fremad. Enhver elskede sin Vej, hvor besværlig den end var at følge, enhver hævdede, at hans Vej førte hurtigst til Maalet; thi Daarens Vej er ret i hans egne Øjne! Men al Strid, al Skændsmaal til Trods, er ikke een af de menneskelige Veje kortere end de andre; thi hver Sti er kroget, hver Vej er bugtet, og alle er fulde af Sten, alle er bevokset med Tidsler og Tjørn; og havde Gud ikke støttet de Mennesker, der i fuld Fortrøstning fulgte disse Veje, havde Gud ikke hjulpet dem over de talrige Hindringer, havde de aldrig formaaet at tilendebringe deres Vandring.

Men paa denne trælsomme Vandring mod en højere Forstaaelse af Guddommen, mod en klarere, renere, mere fyldestgørende Erkendelse af det skjulte, er Menneskeheden nu naaet til et Punkt, hvor alle Vejene udmunder, hvor de alle kan samles og fortsættes i een fælles Vej, der lige, uden Bugter og Krumninger, uden Tidsler, Tjørn eller Sten, fører direkte til Gud og til Faderhjemmet.

Denne lige og langt kortere Vej er den Genvej, som Gud selv og Hans Udsendinge (de yngste) i Aarmillioner har arbejdet paa at gøre ryddelig for den hele Menneskehed.

Et Kæmpearbejde er endt! Skyggefuld, lige og skøn ligger Vejen for hvert Menneskes Fod; den er let at følge, let at vandre; thi Guds Kærlighed har gjort den farbar! Den Anstødssten, som i Tidsaldre truende har spærret den, er fjernet; den onde Aand (Satan, den Ældste), som i Evigheder har vogtet Indgangen til den, er i Sorg og Anger vendt tilbage til sin Faders Hjem. Hans Faders Kærlighed, hans Søskendes taalmodige, medynksfulde Arbejde, hans egen Længsel efter Renhed og Fred, hans Længsel efter det tabte Paradis, har omsider besejret ham. Vejen er fri! den Genvej, der er skabt af Kærlighed til Menneskene, af Kærlighed til den faldne Søn og Broder. Det Maal, der i Evigheder har staaet saa fjernt og forekommet de arbejdende saa uopnaaeligt – er naaet! Guds rige Kærlighed har bragt Menneskeheden nærmere til Faderhjemmet.

I Mennesker, der hidtil er vandret ad eders krogede Stier og bugtede Veje, I vover vel næppe at betræde vor Faders Vej!
I spørger ængsteligt: hvilke Fordele byder den os, og kan vi stole paa, at vi ikke vandrer vild, hvis vi følger den? – Døm selv og vælg derefter!

Vor Faders Vej er dannet over disse Sandheder: at Guds faldne Børn i Tidernes Morgen har skabt det synlige Menneskelegeme; at Gud er den usynlige Menneskeaands Fader; at hvert jordisk Liv bringer Menneskeaanden et Skridt fremad mod Lyset og mod Faderhjemmet; at Menneskene er ledsagede af usynlige Vogtere, der altid er rede til Hjælp og Vejledning, en Hjælp, der opfattes af Mennesket som en indre Stemme (Samvittigheden); at Menneskene i Bønnen til deres Gud og Fader kan opnaa en direkte Forbindelse med Ham, med Hans Tanke og med Hans Villie og derigennem opnaa al den Hjælp, der er nødvendig til at hærde deres Villie i Kampen mod Mørket og Synden; at hvert Menneske selv maa sone sine onde og slette Tanker og Handlinger; at Kristus (Jesus af Nazareth) har lovet at være Fører og Leder for hvert Menneske, til alle dets Jordeliv er til Ende!

Erkendelsen af disse Sandheder det er Vejen til Gud.

Igennem Kærlighed og Tillid til Gud, gennem Kærlighed til Næsten, gennem Renhed, indbyrdes Fred og Fordragelighed, gennem Sandhed og Villiens Arbejde paa at overvinde Mørket, Synden og det onde, gaar Vejen til Faderhjemmet! – Enhver af eder, ethvert Barn kan fatte disse Sandheder. Døm selv og vælg derefter.

Men det første Skridt, der skal bringe Mennesket ind paa denne Vej, er Forstaaelsen af: at enhver af sit Hjertes Medlidenhed maa tilgive det Væsen (den Ældste), der bærer Ansvaret for Skabelsen af det jordiske Legeme. Det første Skridt er svært at tage; men er det taget, er Tilgivelsen givet af et oprigtigt Sind, da ligger Vejen utilsløret for eder, da er den let at følge, let at vandre.

I Mennesker, der har saa svært ved at tilgive ham, der har syndet imod eder, tænk paa, hvad I selv har syndet imod Gud, tænk paa, hvilke aandelige Lidelser det vilde bringe eder, hvis I vidste, at eders himmelske Fader ikke vilde tilgive eder! Søg gennem disse Tanker at fatte Medynk med eders ældste Broder, der har syndet saa meget imod eder, og som, i Uvished, med Længsel venter eders Svar! –

 

Vi, eders aandelige Ledere, der, sammen med Kristus vor ældre Broder, i Aarevis har vandret usynlige paa Jorden iblandt eder for at fjerne den sidste Hindring paa Vejen, der fører til vor Fader, for igennem et sidste afsluttende Arbejde at vinde vor ældste Broder tilbage og overgive ham til vor Faders Omsorg og Varetægt, vi har alle som een med en uudsigelig Glæde set hen til den Stund, da vi kunde sige til eder: »Se, ved vor Faders Hjælp, ved Hans Kærlighed til eder har vi banet en Vej, der fører direkte til det Hjem, som er beredt eder i Hans Rige!« – Berøv os ikke vor Glæde, skuf os ikke i den Tillid, vi har til eders aandelige Modenhed, i den Tillid, vi har til eders Forstaaelse, ved ikke at følge den Vej, som vi har banet for eder.

Men hvis I ikke vil søge at forstaa os, hvis I ikke vil følge vore Anvisninger, husk da paa: at vi har gjort, hvad vi formaaede for at oplyse eder om de skjulte Sandheder, og selv om en Del af det, der er givet eder i »Vandrer mod Lyset«, ikke kan fattes af de Slægter, der nu lever, saa husk paa, at der kommer Slægter efter eder, der vil kunne fatte det og fatte det med Lethed. Og glem ikke, at nægter I at betræde vor Vej: da korsfæster I eder selv! thi de Forbandelser, som vor ældste Broder har udtalt over eder, bliver da ikke løst eller slettet; bestandig vil de tynge eder, bestandig forblinde eder, vil bringe eder utallige Lidelser, Sorger og dyb Elendighed. Og naar eders Jordeliv er til Ende, vil vor Fader spørge eder: hvorfor I valgte at fortsætte eders Vandring ad eders krogede Stier og bugtede Veje, i Stedet for at følge Hans Vej: den lige, den fuldkomne! Men da kan I ikke længer svare Ham: fordi vi ikke kendte den! Det eneste Svar, I kan give vor Fader, bliver dette: »Vi havde ikke Kærlighed nok, ikke Medlidenhed nok til at sørge med den sørgende, til at lide med den lidende; vor Kærlighed var ikke stor nok til at sejre over vor Vrede, vort Had og vor Afsky; vi frygter endnu for Mørkets Fyrste, vi stoler ikke paa hans Anger, og vi tror ikke paa, at hans Bøn om Tilgivelse er oprigtig ment!« – Da vil vor Fader svare eder: »I have ikke værnet om den Kærlighedsspire, jeg har plantet i eders Hjerter, I have ikke plejet og hæget den; forkrøblet og spæd staar den skjult, dækket af det Mørke, der er i eders Sind; gaar tilbage og søger i nye Jordeliv at bringe Kærlighedsspiren til at vokse, til at udfolde sig i sin hele Skønhed, og naar I have fremelsket de farveskønne, duftende Blomster, der hvile i deres trange Svøb, da kunne I sejre over eder selv, da kunne I tilgive eders ældste Broder, og da ville I vandre fremad omstraalede af min Kærlighed, vandre frem imod klarere, renere og stærkere Lys!«

I Mennesker, søg at fremelske den Kærlighedsblomst, der findes skjult i enhver af eder: med Kærlighed maa I besvare vor Faders Kalden, i Kærlighed maa I betræde Genvejen, der fører til Faderhjemmet, og i Kærlighed maa I vandre Vejen for hurtig at naa eders Maal; thi vor Gud og Fader er idel Kærlighed!

Dette vort Arbejde for eder, I Mennesker, er nu til Ende, vor tornefulde Vandring iblandt eder er afsluttet; thi vi har bragt eder de Gaver, vor Fader har paalagt os at bringe eder.

Da vi efter Hans Anvisning, for en Del Aar tilbage i Tiden, fik Forbindelse med det Menneske, der er bleven Midler mellem os og eder, lod Han en af sine Tjenere bringe et Budskab til denne vor jordiske Medhjælp. Nogle af de Ord, som Guds Tjener talte, lød saaledes: »Tre gyldne Frugter vil falde i dit Skød, del disse Frugter med dine Medmennesker; men behold selv Kernerne!«

Ved vor Faders Hjælp og under Hans Vejledning har vi bragt eder de lovede: tre gyldne Frugter,12 og vor Midler har gjort dem tilgængelige for eder; hver den, der ønsker det, kan faa sin Del af Gaverne; men den Rigdom, der ligger i det at eje Frugternes Kerner, den tilkommer med rette vor jordiske Medhjælp; thi Kernerne er den aandelige Berigelse, der er opnaaet gennem vort Samarbejde, og Kernerne er Visheden om: at ved vort fælles Arbejde er det Maal naaet, som vi alle i Aarmillioner har stridt os henimod!

I Mennesker, søg at værdsætte de Gaver, der saaledes er givet eder, og som er givet under Udfoldelse af en intensiv psykisk Kraft. Mange Sandheder kan endnu i Fremtiden gives eder, mange Gaver kan endnu bringes eder; men intet af det kommende vil kunne omstøde de alt givne Sandheder, og det, der i Fremtiden vil blive bragt eder, vil I modtage paa den tilvante Maade; men ingen Sinde vil der ske en Gentagelse af denne Arbejdsform, ingen Sinde vil eet enkelt Menneskes Evne til psykisk Forbindelse13 i Fremtiden blive anvendt paa en saa intensiv Maade, da denne stærkt koncentrerede Evne kun er bleven givet vor Midler med det ene formaal for Øje: at gøre de hidtil skjulte Sandheder tilgængelige for menneskelig Opfattelse.

Jeg, der her har talt til eder, I Mennesker, er en af de Yngste, der, ligesom saa mange af mine Brødre og Søstre, i forskellige Jordeliv har forsøgt at erindre: Bønnen for vor ældste Broder, og som en af dem, for hvem denne Opgave er mislykket i et jordisk Liv, var jeg selvskreven til at deltage i det sidste Forsøg, der har ført os til vore Ønskers Maal.

Fra et af mine Jordeliv kender I mig under Navnet:

Ignatius Loyola.