I
LYS OG MØRKE i oversanselig Forstand er for Mennesker Abstraktioner, men for Gud og alle aandelige Væsener er det Realiteter — mægtige magnetisk virkende Kræfter.
Fra Evighed af havde saavel Urlyset som Urmørket hver især to, hinanden modsatte, Poler, der hvilede i fuldkommen latent Tilstand. Skønt Lyset kun fandtes som en svagt funklende Kerne, overalt omgivet af Mørket, var begge Urkræfters Udstraalinger af nøjagtig ens Styrke.
Mellem48 de to Urkræfter, paa Grænsen af Lys og Mørke, hvilede Tanken og Villien; selv passive udsattes de fra Evighed af for lige Paavirkning af Lysets og Mørkets Udstraalinger.
Efter Evigheders fuldkomne Ro indtraadte en Forandring i Urtilstandens stillestaaende Ligevægtsstilling, idet Tanken og Villien med en svag Urosdirren reagerede overfor Mørkets Udstraalinger. Denne svage Urosdirren var det første Tegn paa Tankens og Villiens Overgang fra Passivitet til vaagnende Aktivitet, idet den stedfundne Vibration bragte Urtilstanden ud af Ligevægtsstillingen.
Langsomt, gennem Evigheder, arbejdede Tanken og Villien sig længer og længer bort fra Mørkets Udstraalinger ind imod Lyset, hvis Udstraalinger understøttede dem med en stedse stærkere stigende Dragning, der ledede dem hen imod Lysets Poler. For hver Gang Tanken og Villien fulgte Lysets Dragning, vandt Lyset i Styrke og Omfang; efter ukendte Evigheders fortsatte Dragning naaede Tanken og Villien Lysets Poler, som i Berøringsøjeblikket vaktes af den latente Tilstand; samtidig vaagnede Tanken og Villien til en fuldtud bevidst og villet Virksomhed og udfoldede en gensidig Tiltrækning, saa at de, gennem Evigheders Evighed, langsomt nærmede sig til hinanden, og efter som Afstanden mellem dem formindskedes, tiltog Lyset endnu mere i Styrke, Omfang og Udstraaling.
Tiltrukket og ledet af Villien kæmpede Tanken sig frem; men ved hver Nærmelse laa en Fristelse for Tanken til at standse, inden den fulde Sejer over Mørket var vundet. I Kraft af den altbeherskende Villies Tiltrækning standsede Tanken ikke sin Kamp fremad mod den stedse nærmere kommende Villie, hvorved Lyset bestandig tiltog i Styrke og Klarhed, for til sidst efter nye Evigheder — ved Tankens og Villiens Møde og harmoniske Forening — at løsrive sig fra Mørket og sejrende hæve sig ud af det og over det, saa at Lyset paa alle Sider omgav og omsluttede Mørket, der langsomt trak sig sammen, fortættedes og dannede en mørk Kerne i Lyshavet.
Ved Tankens, det kvindeliges, og Villiens, det mandliges, fuldkomne harmoniske Opgaaen i hinanden fremsteg Gud som Personlighed, som Altets Midtpunkt.
Det her givne Billede af Lysets, Mørkets, Tankens og Villiens Hviletilstand og Kamp maa opfattes abstrakt og ikke drages ind under jordiske konkrete Rum-, Maal- og Tidsforestillinger, eller ind under de kendte Former for Udstraaling, Inerti og Bevægelse. Ud over det ovenfor meddelte kan intet yderligere forklares om Urlysets, Urmørkets, Tankens og Villiens Væren fra Evighed af; foreløbig kan intet forklares herom, saa at det kan fattes af den menneskelige Tanke; kun saa meget kan siges: at Lys, Mørke, Tanke og Villie ikke er skabt, men var fra Evighed af, et Problem, der ikke kan og ikke vil kunne løses eller erkendes af Menneskers Tanker paa det Stadium, som den menneskelige Intelligens nu indtager.
Lige saa lidt som en jordisk Videnskabsmand vil give sig til at docere filosofiske Spørgsmaal for et tre-fireaars Barn i Haab om at vinde Forstaaelse, lige saa lidt kan der fra oversanselig Side paa dette Tidspunkt gives indgaaende Oplysninger om det fra Evighed værende, saaledes at det kan fattes af Menneskeheden. Men der er en Mulighed for, at en af Guds Udsendinge, naar Menneskene er naaede til en større aandelig Modenhed, vil paatage sig den Mission: i en jordisk Tilværelse at gøre Forsøg paa at udrede Evighedsgaaden og Gaaden om det ikke skabte.
Hvis Tanken og Villien ikke havde formaaet at forene sig med hinanden, og hvis Tankevillien som forenet Kraft ikke havde sejret, saa at Guddommen emaneredes, vilde Lysets Energi og Klarhed i det Øjeblik, hvor Tanken og Villien ikke længer formaaede at tiltrække og fastholde hinanden, atter gradvis være aftaget, medens Mørket havde vundet i Styrke og Kraftudstraaling, indtil det langsomt, men uafvendeligt, havde opsuget Lyset. Dernæst vilde Tanken og Villien, tvunget dertil af Mørket, have fremdraget dets latente Poler. Disse til Virksomhed vakte Poler vilde da, langsomt — gennem Evigheder — have tiltrukket hinanden, indtil de i Sammensmeltningsøjeblikket udløstes i et Væsen, der i alt var bleven Guds absolute Modsætning.
Men da Lysets med Tanken og Villien sammensmeltede Poler uden Standsning vedblev at nærme sig til hinanden, vandt Lyset større og større Herredømme over Mørket, og ved Guds Emanation tilintetgjordes for bestandig den Mulighed: at Mørkets Poler nogen Sinde kunde udløses i et Gud modsat tænkende og handlende Væsen.
Urmørket = Kaos — Uorden og Forvirring — er altsaa uden egen ledende Villie og egen skabende Tanke, hvorfor det er blindtvirkende, og som Følge af Lysets Sejer er det blevet forgængeligt. Lyset derimod beherskes af den guddommelige Tanke og Villie.
Ved Tanken = Logos udstraales uendelige, omskiftelige og forskelligartede Former for Kraft og Liv. Over Tanken, som Lysets højeste Koncentration, staar Villien — den altbeherskende, befrugtende og livgivende Energi —; thi saa længe Tanken om at skabe eller Tanken om at handle kun er Tanke, har den kun Livsmulighed, er den i sin Vorden. Men i det Øjeblik Villien træder befrugtende til, forenes Tanken med Villien, gaar fra Vorden over til Væren, den bliver konkret; dog er Villien intet, saafremt den ikke har Tanken som konstant Basis for sin Virken.
Tanken er saaledes det primære kvindelige abstrakte Begreb, det intuitive, det formende og skabende; Villien det primære mandlige abstrakte Begreb, det befrugtende, udøvende og herskende.
De tolv Hjælpere eller Tjenere, der samtidig med den personliggjorte Guddom fremtraadte af Lyset, emaneredes af Gud ved Tankevilliens Kraft.
Disse tolv Hjælpere var i Guds Tanke fra det Øjeblik, hvor Tanken og Villien smeltede sammen med Lysets Poler. Som Tanker i den guddommelige Tanke — forenede med den, men dog bevidste — gennemlevede de Kampen ud af Mørket og kendte følgelig dets forfærdelige Magt.
Da Hjælperne er emanerede ved Guds Villie, staar Gud over dem, som den ene fuldkomne, som den, der ene har det fulde Kendskab til Livets evige Energi.
I den Stund Gud fremsteg som Personlighed, drog Han ved sin Villie Lyset ind i et evigt, ubrydeligt Kredsløb og lod det gennemstrømme sit flammende Væsen; samtidig drog Han Mørket ind under Lysbølgernes Kredsløb, for saaledes at lade det gennemlutres og elimineres.
Saavel Lyset som Mørket bestaar af yderst fine Partikler, der, saa længe Urlyset og Urmørket henlaa i Hvile — i Ligevægtsstilling — forholdt sig i fuldkommen Ro. Men da den Tanke opstod hos Gud at eliminere Mørket, maatte Han, for at kunne realisere dette, sætte Æteren — Lyset og det af Lyset omsluttede Mørke — i en vibrerende, kredsagtig Bølgebevægelse. I Kraft af sin Tanke og Villie gav da Gud baade Lysets og Mørkets Partikler en om hinanden roterende Bevægelse. Efter som Partiklerne var mindre eller større, blev Vibrationerne eller Svingningerne hastigere eller mindre hastige, ligesom den — af Gud givne — indbyrdes Tiltræknings-, Fastholdnings- og Vedhængningsevne blev større og stærkere, jo mindre Partiklerne49 var.
Da Mørkets Partikler, selv de fineste, er større end Lysets største, blev Mørkets Svingninger langsommere end Lysets, hvilket bevirkede, at Mørket bundfældedes i Lysets Strømninger under det store lutrende Kredsløb gennem Guds Flammevæsen, hvorfor Mørkets Lutring og Elimination — Opgaaen i Lyset — skrider saa ufattelig langsomt frem. Kun Gud alene ved, naar det Tidspunkt indtræder, da Mørkets Kraft er tilintetgjort ved dets fuldkomne Opgaaen i Lyset.
Ligeledes ved kun Gud alene, hvorfor Tanken og Villien, efter Evigheders nøjagtig ens Paavirkning af Urlysets og Urmørkets Udstraalinger, droges mod Lyset, hvorved dette sejrede.
I sin altomfattende Tanke indebærer Gud Tiden og Rummet, saavel i begrænset som i ubegrænset Forstand. Da Rummet (Verdensrummet) for den menneskelige Tanke er ubegrænset og derfor uden paaviseligt konstant Centrum, maa Gud betragtes som det værendes, det skabtes Midtpunkt. Hvor Gud, i Kraft af sin Villie, end befinder sig som personligt — begrænset — Væsen, vil Han dog til alle Tider og paa alle Steder, i Kraft af sin Tankes Ubegrænsning, vedblive at være Midtpunktet for det skabte, saa at Lysets evige Kredsløb aldrig brydes.
De Evigheder, der er svundne før Guds Emanation, kendes kun af Gud; alle andre aandelige Væsener regner Tidens Begyndelse fra Hans Fremstigen som Personlighed. For Nøjagtigheds Skyld maa det imidlertid bemærkes, at Tiden, som Udtryk for Begivenhedernes Følge, indtraadte ved den første svage Dragning af Tanken og Villien hen imod Lysets Poler; altsaa ved Overgangen fra Hvile til Kamp.
Efter Tidens Indtræden er Væren bleven Tilværelse. Tiden er i oversanselig som i jordisk Forstand Udtryk for Begivenhedernes Følge. Aandelige Væsener regner med Tidsperioder og ikke med jordiske Aar.
Henvender aandelige Væsener sig til Menneskene, benyttes i Meddelelser om Tidsangivelser som Regel de jordiske Tidsbestemmelser.
Engang indtraadt vil Tiden, i Kraft af Guds Villie, ingen Sinde ophøre at være.
Benævnelserne Lys og Mørke for at kendetegne de to Urkræfter er valgt, fordi disse Kræfter i Realiteten staar til og mod hinanden som Dagslyset og Nattemørket, der af Menneskene er saa velkendte fra de rent jordiske Forhold. Og ligesom der i den jordiske Verdens Nat og Dag findes talrige Overgange fra Aftenskumring til dybt Nattemørke og fra Morgendæmring til klart straalende Dagslys, saaledes findes der ogsaa indenfor de to Urkræfter en Rigdom af Overgange og Styrkegrader, som dog ikke kan præciseres eller defineres nøjere her; men for dog at kunne faa nogen Forstaaelse af Urkræfterne, maa man tænke sig baade Lyset og Mørket delt i tre Hovedafdelinger, inddelt efter Partiklernes Størrelse. Inddelingen kommer derefter til at se ud som følger: 1) Det materielle eller molekylare Mørke (smaa Partikler), 2) det astrale (mindre Partikler), 3) det aandelige Mørke (endnu mindre Partikler).
1) Det astralt-materielle Lys (meget fine Partikler), 2) det æterisk-astrale (endnu finere Partikler), 3) det æteriske (endnu meget finere Partikler). Partiklernes Størrelse er saaledes bestandig aftagende. Hvor Talen er om Guds Rige eller om Gud selv, maa Skalaen: æterisk-materielt, aandeligt og aandelig-æterisk Lys anvendes. Men det maa erindres, at alle disse Benævnelser baade for Mørkets og for Lysets Vedkommende kun kan betragtes som Kendingsnavne.
Det er ugørligt at give en Beskrivelse af Guds Rige (Landskaber, Boliger o.s.v.) samt af Livet, som føres dér, da alt ligger saa ufattelig langt over al menneskelig Begriben, og intet jordisk Sprog ejer Ord, der blot tilnærmelsesvis kan give en billedlig Fremstilling af disse Ting.