IX
Da den Ældste af de Ældste, efter at Gud havde advaret dem imod at lade sig inkarnere, traadte frem og talte paa alles Vegne for at forsvare det fælles Ønske om Inkarnation, talte han om Jordens Skønhed og Menneskenes Glæder — set med Menneskers Øjne — ikke saaledes, som Jorden og hvad dér findes, tager sig ud set fra oversanselig Side.
De Ældste og de Yngste er i Stand til, naar som helst det ønskes, i Kraft af deres Villie, for en kort Tid at benytte sig af Menneskers Synsorganer paa en lignende Maade, som Mennesker benytter sig af en Kikkert. Den Aand, der ønsker at „se“ med jordiske Øjne, stiller sig bag et Menneske, trænger den til det menneskelige Legeme knyttede Aand saa meget til Side, at den øverste Del af Menneskelegemet et kort Nu berøves den aandelige Lysomhylning, og Aanden, der vil se, bøjer sig da frem, indtil dens Synsorganer staar i Højde med Menneskets — og Hensigten er naaet.
Denne Fremgangsmaade, anvendt af de Ældste, har ofte haft en skadelig Indflydelse paa det saaledes benyttede Menneske, da de Ældste, hver Gang det er sket, har indhyllet deres Offer i en Mørkesky og derved aandeligt draget det nedad. I de Tilfælde, hvor en Lysets Aand har anvendt denne Fremgangsmaade, er der selvfølgelig ingen Skade sket, da Lysets Aander aldrig tilfører deres Medier noget som helst Mørke.
Diskarnerede Menneskeaander kan kun uklart og utydeligt se paa denne Maade, da deres Villie ikke er saa stærk, at de i Kraft af Villien kan lade deres aandelige Syn bryde den Modstand, der ydes af Hylsterets og den astrale Genparts — for alle aandelige Væsener — fastere Substans. For Menneskeaanderne fremtræder derfor det saaledes sete som graalige Taagebilleder uden Lys og Skygge.
Efter at de Ældste havde overhørt Guds Advarsel og alle var blevet enige om at menneskeliggøre sig, forsøgte de ved Hjælp af Mørket at binde sig til Menneskefostre, idet de gik ud fra, at naar deres yngre Brødre og Søstre kunde knyttes til Menneskelegemer, maatte de ligeledes kunne knyttes dertil; men de glemte, at Guds Tanke og Villie styrede og ledede de Yngstes Handling, og de Ældstes mange selvstændige Forsøg mislykkedes bestandig. Ingen af dem var i Stand til af Mørket at danne et Isolationslag, der var saa tæt, at det kunde hindre deres aandelige Jeg i at komme i for stærk Rapport til den menneskelige Hjerne, hvorfor de ikke kunde opnaa deres Hensigt: at glemme de forfærdelige Oplevelser i Mørkets Rige.
Den Ældste vedblev dog at eksperimentere med Mørket, til det omsider lykkedes ham at danne et Isolationslag104, der nogenlunde hindrede det aandelige Jeg i at træde for stærkt frem gennem den menneskelige Personlighed, og han lovede da at inkarnere sine Brødre og Søstre.
De Ældstes første Fremtræden som Mennesker indtraf omtrent et halvt Aarhundrede før Atlanterhavs-Øens Undergang, hvorfor flere, der var inkarneret her, oplevede denne forfærdelige Katastrofe.
Da den Ældste, efter at have hjulpet sine Lidelsesfæller, vilde inkarnere sig selv, var han ude af Stand til at hindre sin egen stærke Personlighed i at trænge frem gennem det beskyttende Lag, og da han ikke havde Guds Selvbegrænsningsevne, forstod han, at han, skønt bunden til et Menneskelegeme, dog maatte vedblive at være den, han var. Et Jordeliv under saadanne Forhold var utænkeligt og vilde, i Stedet for at bringe ham Glemsel, skabe ham uudholdelige Lidelser — hvorfor han maatte opgive sin paatænkte Menneskeliggørelse.
I Modsætning til Lysets Aander, der bindes til Menneskefostrene mellem fjerde og femte Svangerskabsmaaned, blev Mørkets Aander, de Ældste, bundet allerede i den tredie Maaned.
Guds Hjælpere og de Yngste, der leder Menneskenes Inkarnationer, sørger altid for, at mandlig Aand knyttes til mandligt Legeme, kvindelig Aand til kvindeligt Legeme. Aldrig er det modsatte sket, hverken for Menneskeaandernes eller for de Yngstes Vedkommende.
Den Ældste derimod inkarnerede Mørkets Aander i Flæng. Meget ofte knyttedes en mandlig Aand til et kvindeligt Legeme105 — eller omvendt — hvorved disse elendige Væseners Inkarnationer blev en Kæde af ubeskrivelige Lidelser.
Da det gik op for den Ældste, at han alene (den Ældste havde ogsaa inkarneret sin kvindelige Dual) maatte forblive i Mørket som den han var, uden at kunne opnaa den attraaede Glemsel, vaagnede Hadet til alt og alle, og gennem de mægtige Forbandelser, som han udslyngede mod Menneskene og mod dem, der var faldet med ham, bragtes Hadet ind i Verden, hvorved Mørket fik endnu større Magt over Jordens Beboere.
De Forbandelser, som han udslyngede mod de Yngste, virkede tillige i høj Grad hæmmende paa deres Arbejde for Menneskehedens Fremgang, da kun den inderligste Kærlighed, den dybeste Medlidenhed og den største Taalmodighed er i Stand til at tilintetgøre og borteliminere Hadet og saaledes sejre over og ophæve Hadets Forbandelser. Jo større de Yngstes Kærlighed var til den faldne Broder og jo bedre de forstod hans Vrede og Had, jo lettere blev det for dem at overvinde det Mørke, som han i Kraft af sine Forbandelser samlede om dem under deres Inkarnationer. Men skønt de Yngste, alle som een, i diskarneret Tilstand elskede deres ældste Broder og vilde gøre alt for at vinde ham tilbage, blev det i den menneskelige Tilværelse ganske overordentlig svært for dem at unddrage sig Menneskehedens Frygt og Angest for ham, der var det ondes øverste Repræsentant. Dog ved hver Inkarnation, gennemlevet af Medlidenhed med Menneskeslægten, af Kærlighed til den Ældste og med det Ønske at løse ham fra Mørket, svækkedes Forbandelsernes Magt mere og mere, hvilket bragte de Yngste nærmere og nærmere til Maalet.
Forbandelserne, som den Ældste udslyngede mod de Brødre og Søstre, der var faldet med ham, bevirkede, at der bestandig fremkom Stridigheder mellem de Ældste indbyrdes og Opsætsighed mod den Ældstes Forslag og Bestemmelser. For at straffe de opsætsige nægtede den Ældste ofte at inkarnere dem, der ønskede det; men tvunget dertil af sine Brødres og Søstres absolute Villie til at ville menneskeliggøres maatte han i de fleste Tilfælde bøje sig; han hævnede sig da ved at give dem saa slette Inkarnationer som vel tænkeligt. F. Eks. inkarnerede han dem ofte blandt lavtstaaende Folkeslag, knyttede mandlig Aand til et kvindeligt Menneskelegeme eller omvendt, o.s.v.
Den Ældstes Forbandelser mod Gud bortslettedes, i Kraft af Guds Villie, i samme Øjeblik som de var udslynget; i modsat Fald vilde de have ramt og tilintetgjort den Ældste selv.
Gud sletter straks alle Forbandelser, der tænkes eller udtales imod Ham; i sin uendelige Kærlighed og Barmhjertighed vil Han ikke, at Hans Børn, hvor meget de end synder og hvor dybt de end falder, skal miste det evige Livs Gave. Intet kan rokke Guds dybe, uendelige Kærlighed til og Medlidenhed med alle faldne Væsener.
Baade de inkarnerede og diskarnerede Ældstes Tanker er saa stærke, at de kan virkeliggøre det onde, som de nedkalder over den, der er Genstand for deres Had; dog afkræftes eller formindskes Forbandelsernes Magt i samme Maal, som det Menneske, mod hvem de er udslynget, er sig Guds Almagt bevidst; og rettes Forbandelsen mod Mennesker, der absolut og uden Betingelser har givet sig ind under Guds Styrelse i Tro paa og i Tillid til Hans Kærlighed og Retfærdighed, mister de fuldstændig deres Kraft, da intet Ondt vil kunne skade den, der véd sig i Guds Varetægt.
Dette gælder alle Mennesker, hvilken Religion eller Sekt inden for de forskellige Religioner de bekender sig til. Selv Mennesker med primitive religiøse Anskuelser (f. Eks. mange Guder, Fetishdyrkere el. lign.) beskyttes fuldstændig mod Mørkets Angreb, naar de med barnlig Tillid henvender sig til deres Guddom, da Gud til alle Tider hjælper enhver, der i god Hensigt paakalder Ham i fuld Tillid til Hans Almagt, under hvilket Navn Han end paakaldes, eller under hvilke Former Paakaldelsen end sker.
Selv om de Ældstes Forbandelser kan ramme, vil Forbandelserne før eller senere i Tiden vende sig imod de Ældste selv og bringe dem de samme Lidelser, Sorger og Ulykker, som de har nedkaldt over andre106. (Gengældelsesloven).
Mennesker, til hvis Legemer Menneskeaander er knyttet, har derimod ikke Magt til ved en Forbandelse107 at nedkalde Mørkets Elendighed over deres Medmennesker; men da enhver Tanke — god som ond — efter kortere eller længere Tids Forløb vender tilbage til sin Ophavsmand, vender de forbandende Tanker sig saaledes ene og alene mod det Menneske, der udsendte dem, og bringer Individet selv de Ulykker, Lidelser o.s.v., som det var dets Hensigt at nedkalde over andre.
Da de Ældste, imod Guds Villie, inkarnerede sig paa Jorden, blev de i endnu højere Grad i Stand til at drage Mørket sammen om Menneskene, idet al Mørkets Ondskab og alle slette Lidenskaber var koncentreret i de inkarnerede Ældstes aandelige Jeg, og Magtbegæret tvang dem til, i alle Livets Forhold, at søge de mest fremtrædende Stillinger, uanset om de naaede det eftertragtede gennem talrige Forbrydelser — gennem Brud paa guddommelige og menneskelige Love.
Saa langt som alle overleverede historiske Meddelelser kan føres tilbage, vil man i alle Beretninger fra Jordens forskellige Lande kunne finde disse Skikkelser, Mænd saavel som Kvinder, der i Had, Ondskab, Forbrydelser, Pragtsyge og Magtbegær staar uendelig langt over Gennemsnitsmennesket.
Ved saaledes med fuld Viden at have bragt umaalelige Lidelser over deres egne Skabninger — Menneskene — drog de Ældste sig selv ind under Gengældelsesloven, den Lov, hvorefter ethvert Menneske lever sine mange forskellige Jordeliv.
Da det imidlertid efter nogle faa Inkarnationer gik op for nogle af de Ældste, hvilke Lidelser de ved deres Menneskevorden bragte over sig selv, besluttede en Del af dem at blive i det ødelagte Rige, fremfor, som Mennesker, at lade sig ramme af Gengældelseslovens haarde Tilbageslag. Men den Ældste var, trods sine mange Forsøg derpaa, ikke i Stand til at gengive dem deres fulde aandelige Personlighed, saa at hver især blev „sig selv“ fra Tiden før deres første Fremtræden som Mennesker. De, der valgte at blive i det ødelagte Rige, fremtraadte derfor som nøje Kopier, baade aandelig og legemlig, af den jordiske Skikkelse, til hvilken de ved deres sidste Menneskeliggørelse havde været knyttet. Disse Væsener søgte da, i den af Mørket ødelagte Verden, at skabe sig en Tilværelse i Lighed med den jordiske. I Kraft af deres Tanke og Villie dannede de, af Mørkets astrale Materie, Skyggeboliger og Skyggeriger efter jordiske Forbilleder; men disse Efterligninger blev farveløse og lignede nærmest Byer og Boliger i Forfald.
For at gøre sig Tilværelsen dér behageligere tvang de ved deres stærke Villie svage og syndefulde Menneskeaander til, efter de jordiske Legemers Død, at befolke denne Mørkets Verden og gjorde dem tillige til deres tjenende Slaver. Derved hindredes store Skarer af Menneskeaander i at vende tilbage til Opholdsstederne om Jorden.
De Ældste, der fortsatte med de engang paabegyndte Inkarnationer, samlede, medens de var inkarnerede, store Mørkeophobninger omkring sig. Disse Mørkeophobninger, der var tiltrukket ved de stærke Mørkeudstraalinger fra deres Aandelegemer, bandt ligeledes Tusinder og atter Tusinder af Menneskeaander til, efter de jordiske Legemers Død, at flakke om paa Jorden i Stedet for at hæve sig til de for dem bestemte Boliger i Opholdsstederne. Mørket og de Ældstes onde Villie havde dog kun Magt over de synde- og lastefulde Mennesker og Menneskeaander; men da disse alle Dage har været i Majoritet, blev Jordens astrale Genpart snart overfyldt af de dødes Aander, der hvileløse og uforstaaende vandrede om mellem de levende, idet de fortrinsvis opholdt sig paa de Steder, hvor de havde levet deres sidste Jordeliv. Og da Mennesket efter Døden er en nøje Kopi, saavel aandelig som legemlig, af Mennesket før Døden, voldte disse synde- og lastefulde Væsener megen Forstyrrelse og Fortræd blandt de levende, idet de ved deres syndige Tanker ofte paavirkede modtagelige Mennesker til at udføre slette og forbryderiske Handlinger.
De diskarnerede Yngste søgte bestandig at hjælpe disse hvileløse Aander, der ved at opholde sig paa det astrale Jordplan brød de Love, som Gud havde givet for Menneskeaandernes Liv i Sfærerne; men deres Bestræbelser strandede som oftest paa Aandernes egen Villie til det onde — og Antallet forøgedes i Stedet for at aftage. Undertiden færdedes flere „døde“ end levende paa Jorden.
Fra de ældste historiske Tider og fra alle Folkeslag over hele Jorden haves autentiske Beretninger om disse Gengangere108, der ofte blev set og hørt af clairvoyante109 og clairaudiente Mennesker.
I de Aartusinder, hvor de jordbundne Aander vandrede om paa det astrale Jordplan, blev flere af de Love, som Gud havde givet for Menneskeaandernes Tilknytning til og Løsning fra de menneskelige Legemer, brudt af disse slette og syndefulde Væsener, der paa alle Maader søgte at bringe Synd, Sorg og Lidelser over Menneskeheden.
Blandt de saaledes brudte Love fandtes ogsaa den saakaldte „Søvnlov“, for hvilken der her skal gives en nærmere Forklaring.
Normalt — efter Loven — blev Menneskeaanden, naar det fysiske Legemes Død var indtraadt, dysset i Søvn af sin Skytsaand. Dette skete for at lette Aandens Frigørelse fra det døde Legeme og for at den ikke skulde modtage nogen uhyggevækkende Erindring om det livløse Legeme, som den havde været knyttet til. Men hvis f. Eks. det døende Menneske havde mange ikke angrede Synder paa sin Samvittighed, eller hvis det fysiske Legemes Død indtraadte ved et Selvmord, samledes store Mængder af de jordbundne Aander om det døende eller døde Legeme; disse Mørkets Væsener hindrede da Skytsaanden i at træde hjælpende til i det kritiske Øjeblik, og den ved Døden frigjorte Aand udsattes saaledes for at se sit døde Legeme, de efterladtes Sorg, Legemets Baalfærd110 eller Gravlægning, Opløsning o.s.v.
Efter det astrale Jordplans Rensning111 for alle jord- og syndebundne Aander111 er der nu intet mere, der hindrer Skytsaanderne i at yde enhver døende den ovenfor omtalte Hjælp; selv den mest syndefulde (Morder, Selvmorder og lign.) vil nu og i Fremtiden altid blive dysset i Søvn ved det fysiske Legemes Død og først vaagne til Bevidsthed i den Sfære, hvor Aandens Bolig findes og hvortil den bringes af sin Skytsaand.
Ved Massekatastrofer eller under Krige, hvor mange Mennesker samtidig mister Livet, vil Lysets Aander altid være til Stede for at yde Hjælp.
Søvnloven er kun anvendt i meget faa Tilfælde ved de Yngstes Frigørelse fra de døde fysiske Legemer, da disse højtstaaende Aander, som Regel, kun føler en dyb, en intensiv Glæde over Befrielsen.
Ved de Mørkeophobninger, som de syndebundne Aander paa forskellig Maade førte hen over Jorden, skabtes saaledes nye Vanskeligheder for de Yngste, der paa det Tidspunkt, hvor de Ældstes første Inkarnationer112 indtraf, havde opnaaet mange og gode Resultater blandt Menneskene.
Den anstrengende aandelige Kamp mod de menneskeliggjorte Ældste var lige ved at nedbryde de Yngstes Mod og knuse deres Haab om at føre Lyset til en endelig Sejer over Mørket. Kun den ældste af de Yngstes aldrig svigtende Kærlighed til sine faldne Søskende og til den lidende Menneskehed hindrede dem i at give tabt.
Da de Yngste efter deres ældre Broders Opfordring henvendte sig til deres Fader for at bede Ham yde dem større Hjælp i den svære Kamp mod Mørket, lovede Gud paa ny at staa dem bi, dels ved at give dem endnu større aandelig Styrke, dels ved at kalde paa de jordbundne Aander den sidste Stund i hvert svindende Sekel, for muligvis paa den Maade at vække deres Erindring og deres Anger.
Efter at have trøstet og styrket dem alle sendte Gud en Skare af dem til Inkarnation blandt Jødefolket, hvor der paa den Tid var de største og bedste Udsigter til, at en større samlet Paavirkning fra Lysets Side kunde bære gode Frugter.
De, der sendtes til Jødefolket, skulde tillige berede Vejen for den ældste af de Yngstes Inkarnation som Jesus af Nazareth.
Inden de Yngste forlader Sfærerne for at lade sig føde som Mennesker, taler Gud med dem og giver dem i store Træk en Vejledning for deres Gerning paa Jorden; men Gud nævner kun Hoved- og Yderpunkterne for deres Livsførelse. Inden for den af Gud givne Ramme maa de da selv, ledede af deres Skytsaand, finde de Maader og Veje, der er mest formaalstjenlige for Udførelsen af den Opgave, der bliver dem betroet.
I sin Samtale med den ældste af de Yngste før dennes Inkarnation som Jesus af Nazareth fremhævede Gud for ham, at: Tiderne paa Jorden vare onde, og at Menneskene trængte til meget. Dette blev sagt, for at han fuldtud skulde vide, hvilken vanskelig Opgave der stilledes ham, en Opgave, som han muligvis endnu ikke var i Stand til at løse.
Da det var Kærlighedsevangeliet, som den ældste af de Yngste skulde bringe den lidende og stridende Menneskehed, maatte han i sit Jordeliv som Jesus af Nazareth medbringe sin dybe, inderlige Kærlighed til sine jordiske Brødre og Søstre; men for tillige at kunne give den fuldkomne Sandhed maatte han først sejre over Mørket, maatte han som Mennesket Jesus først erindre sit Løfte: Bønnen for den faldne Broder. Formaaede han at udføre denne Del af sin Mission, vilde han ved sin Sejer over Mørket fuldtud kunne vinde Menneskene for sin Kærlighedslære. Derfor paalagde Gud ham at bede for den Broder, der var bundet af Mørket.
Men da Kærlighed, Mildhed og Barmhjertighed skulde præge Mennesket Jesus, kunde han ikke samtidig udrustes med den Myndighed, han som aandelig frigjort Personlighed var i Besiddelse af, da en saadan fuldkommen Myndighed, i den jordiske Verden, paa Grund af Mørkets Magt, meget let omsættes til Selvretfærdighed, saa at „Mennesket“, ved de frembrydende Vanskeligheder, i det givne Øjeblik glemmer at søge Hjælp og Vejledning hos Gud som den øverste Leder og derved let forfalder til at misbruge sin jordiske Myndighed.
Derfor vidste Gud, at saafremt den ældste af de Yngste ikke løste den første Del af den stillede Opgave: at bede for sin faldne Broder, vilde han neppe være i Stand til at optræde med tilstrækkelig Fasthed, naar Menneskene, vildledte af Mørket og af den Ældste, vendte sig imod ham med deres Tvivl, Vrede og Foragt, og Gud sagde da til ham: men glemmer du at bede for din Broder, vil Menneskene (altsaa ikke Gud) give dig Døden, Korsets Død —. Jesu Død paa Korset var saaledes betinget af de jordiske, de menneskelige Forhold — og ikke et bestemt fremsat Krav eller Ønske fra Guds Side om, at Sønnen ved sin Død skulde sone Menneskenes Synder og tilvejebringe en Forsoning mellem Gud og Menneskeheden.
I sin Samtale113 med Sønnen viste Gud ham hans jordiske Tilværelse som den sejrende og som den af Mørket og af Menneskene overvundne.
Mellem disse to Yderpunkter skulde den ældste af de Yngste føre sit Jordeliv; end ikke Gud vidste paa dette Tidspunkt (paa Grund af sin Selvbegrænsning), om Jesus formaaede at udrette den paatænkte Mission. Det overlodes til ham selv, som Menneske, ledet af sin Skytsaand (i dette Tilfælde Gud), at faa det bedst mulige ud af det givne.114
De Beretninger, der gennem Evangelierne er overladt til Efterverdenen, om Jesu Personlighed og Fremtræden, er alle prægede af hans Kærlighed til Menneskene, af hans Mildhed og Barmhjertighed; kun glimtvis træder hans Myndighed frem.