XXIII
Hvis Josef af Arimatæa havde udført den Gerning, han havde paataget sig, vilde Menneskene have ejet fyldigere og mere sandfærdige Beretninger om Jesu Liv og Færden paa Jorden, da han var udset til at nedskrive Jesu Taler til Folkene. Men Tvivlen — en af Menneskehedens værste Fjender — paavirkede ham bestandig, saa at han til sidst helt overhørte Samvittighedens manende Tilskyndelser.
Det siger sig selv, at den Ældste i de Tilfælde, hvor det for de Yngste gjaldt om at bringe Menneskene den absolute Sandhed, har gjort sig særlige Anstrengelser for at hindre Samarbejdet mellem de Yngste under deres Jordeliv.
Da det ikke helt lykkedes for den Ældste at lede Jesus bort fra den Gerning, som han havde paataget sig, søgte den Ældste paa mange Maader og ved alle Midler at drage Josef ind under sin og Mørkets Magt — hvilken Hensigt han fuldtud naaede.
Helt kan Jesus ikke frikendes for Skyld i sit Forhold til Josef; hvis han senere hen ved Mildhed og Kærlighed havde forsøgt at drage Josef til sig, var det maaske lykkedes at bringe ham til Erkendelse af den Opgave, der var stillet ham; men Jesus formaaede ikke at overvinde sin jordiske Vrede imod ham.
Den ældste af de Yngstes dybe Sorg over Menneskenes Ondskab, Laster og Elendighed omsattes naturnødvendigt i hans menneskelige Inkarnation til Vrede, men til en opblussende, kortvarig Vrede over al den Synd og Urenhed, der omgav ham. Kun overfor Josef tabte han helt Herredømmet over sig selv, fordi han fuldtud følte, hvor meget netop denne Mands Støtte betød for ham, og han formaaede ikke at gaa ham i Møde; men den Ældste bærer Hovedparten af Skylden, da det var ham, der søgte at fjerne dem fra hinanden, for at hindre Lysets Sejer over Mørket.
Reminiscenser af Samtalen mellem Jesus og Josef findes i Evangelierne, men fuldkommen forvanskede og ukendelige. (Matt. 19. 16—22).
Denne Samtale med den skriftkloge danner tillige det Grundlag, hvorpaa de evangeliske Beretninger hviler om Jesu Fristelse i Ørkenen.
Flere af Apostlene og Disciplene overværede det omtalte Sammenstød, og senere hen, længe efter Jesu Død, da hans Venner ofte mindedes ham og paa forskellig Vis søgte at klarlægge det med ham oplevede, mente nogle, at Djævelen i Josefs Skikkelse havde fristet Jesus til at overtage Kongeværdigheden for at drage ham bort fra hans rette Gerning blandt Menneskene, men at Jesus havde bortvist ham med strenge og myndige Ord. Denne Udlægning af det stedfundne vandrede, som alt andet om Jesus, fra Mund til Mund og endte i forvansket Skikkelse i Evangelierne, dels som Fristelsen i Ørkenen, dels som den ovenfor nævnte Beretning om den rige unge Mand. (Matt. 19. 16—22).
Den af de Yngste, der var knyttet til Josef af Arimatæa, har nu fuldtud sonet, hvad han forbrød som Mennesket Josef. Blandt andet har han — som diskarneret — støttet og hjulpet Ardor under Udarbejdelsen af den Del af det her foreliggende Værk, hvor Ardor bekender sin Syndeskyld over for Menneskene. (Ardors Beretning).