Kommentar XXIV

XXIV

Som det fremgaar af Ardors Beretning, taler Jesus om Jerusalems Ødelæggelse og Jordens Undergang i en noget fri Gengivelse af Profeternes Spaadomme. Hans Opfattelse af de yderste Ting er her meget menneskebunden. Dels spiller Erindringer fra hans Kendskab til Zarathustras Lære, dels tillige vage Erindringer fra hans diskarnerede Tilværelse ind i hans Tale. Naar han saaledes siger: at Gud paa den yderste Dag vil kalde alle de døde  —  stod Mindet for ham om den Stund, da Gud, henimod 80 Aar før hans Fødsel til Jorden som Jesus af Nazareth, første Gang kaldte paa de jordbundne Aander128. I Mennesket Jesus’ Tanker blev det dengang oplevede til en Art Forudviden; da han ikke kunde forklare sig, hvorfra disse Forestillinger skrev sig, mente han, at Gud havde givet ham Viden om det tilkommende. Dernæst maatte hans Tanke naturligt slutte fra de døde til de levende, og i sin Tale lader han derfor Gud tillige kalde alle levende til Dom.

Naar Jesus sagde: de onde skulle fare til det Sted, der er beredt dem  —  skete det, fordi han i sin aandelige Erindring bevarede et svagt Minde om de faldne Aander (de Ældste), der førtes til fjerne Kloder for at renses fra det Mørke, der havde gennemsyret dem ved Faldet.

Jesus erindrede intet bestemt om Reinkarnationen; han kendte den, særlig fra den indiske Lære, men da han selv var usikker paa dette Punkt, lærte han intet bestemt derom; men gennem enkelte Udtalelser, der er bevaret i Evangelierne, kan det ses, at han ikke stod fremmed over for denne Tanke.