XXXIII

Hvor dybt Saul end var greben af Jesu Ord og Optræden, blev han dog ingen Sinde i Stand til fuldstændig at bortkaste de gamle rabbinistiske Lærdomme, hvorfor den Skikkelse, hvori Kristendommen fremtraadte ved hans Udlægning, blev en grundig Forvanskning af Jesu enkle og skønne Kærlighedslære; en Forvanskning, som dels skyldes Sauls store Selvtillid, dels den Ældstes stadige Indgriben.

Gud, der af dyb Medlidenhed optog sine faldne Børns elendige Skabninger i sin Tanke og derved gjorde Menneskene delagtige i det evige Liv, behøvede sandelig ikke at kræve et blodigt Offer til Sonebod for Menneskehedens Synd og Laster. Udlægningen af Jesu Død paa Korset som „Offerlammet“, i hvis Blod alle Syndere skulle tvættes rene, er derfor en fuldkommen gudsbespottelig Tanke  —  indgivet Saul af den Ældste.

Dyreofringer er en saa ældgammel Skik, at den kan føres helt tilbage til Mlaiwaerne i Stillehavet; og selv om Sauls Udlægning af Jesus som Menneskehedens Offerlam, fra første Færd, kun var ment som Symbol, er det et Symbol, der kun kan skrive sig fra Mørkets lndgriben, da Gud ingen Sinde har krævet og ingen Sinde vil kræve saadanne Handlinger for at tilgive Menneskehedens Synder.

De Mindemaaltider, der holdtes i de af Apostlene stiftede Menigheder, holdtes i Begyndelsen alene til Minde om Jesu Afskedstagen med sine Venner. Først ved Sauls Udlægning fik de en anden Betydning.

De Ord, hvormed han søgte at forklare Jesu Handling, indgaves ham af den Ældste. Ordene optoges af alle de Menighedssamfund, som Saul havde stiftet  —  senere hen ogsaa af andre Menigheder  —  og Ordene blev til sidst saa indlevede i Folkenes Tanker, at de paa Evangelisternes Tid tillagdes Jesus.

Nadvermaaltidet i den nye Form blev, fra at have været en symbolsk Handling, mere og mere materielt, indtil Brødet og Vinen efterhaanden blev det synlige Udtryk for „Jesu sande Legem og Jesu sande Blod“. (Joh. 6. 53—56).

 

De Kristne, der har den Opfattelse, at de ved at „æde og drikke deres Guds139 Legeme og Blod“, kan opnaa Syndsforladelse og Delagtighed i Himlens Salighed, stiller sig paa samme religiøse Standpunkt som de saakaldte Hedninge  —  selv om Nadveren kun betragtes som symbolsk.

Mennesker, der, vanemæssigt, eller fordi det er Skik og Brug, deltager i Nadveren, gør sig alle skyldige i en usømmelig Handling, og de af Kirkens Tjenere, som i deres Indre føler sig frastødte af denne Skik  —  hvis første svage Oprindelse kan føres tilbage til ældgamle Hedningeceremonier  —  og dog vedbliver at betjene Altergæsterne ved Nadverens Uddeling, fordi de ikke vover at bryde med de af Mennesker formede og af Mennesker fastslaaede Dogmer, paatager sig derved et ganske overordentlig stort Ansvar.

Mange Kristne, der, i fuld Tillid til de overleverede Meddelelser om Nadverens sakramentale Sandhed, deltager i Nadvermaaltidet, føler sig meget ofte trøstede og styrkede derved; men den aandelige Fred og Styrke, de modtager, er ikke en Følge af „Sakramentets“ Nydelse, men en Følge af deres oprigtige Anger i Forbindelse med den Bøn, som de sender til Gud  —  eller til Kristus  —  om Tilgivelse for deres synder, da enhver inderlig og fra Hjertet kommende Bøn altid vil mødes med Guds Tanke, og Bønnens Besvarelse vil føles som en dyb, ufattelig Fredsfylde.

Intet Menneske kan gennem Alterens Sakramente befries for sin Syndeskyld;  —  enhver maa sone sine Synder i Overensstemmelse med den af Gud givne Gengældelseslov, enten ved  —  saafremt Synden ikke angres  —  at rammes af den syndige Tankes eller Handlings Tilbageslag, eller  —  hvis Synden angres  —  ved i senere Inkarnationer at udøve Kærligheds- og Barmhjertighedsgerninger mod de Mennesker, over for hvilke der er syndet.

Forsyndelser mod Gud eller Forsyndelser mod det guddommelige i Mennesket kan kun sones gennem en dybtfølt Sorg og Anger. Intet Menneske kan paatage sig en andens Syndeskyld, og den ældste af de Yngste har ved sin Død paa Korset ikke paa nogen Maade paataget sig Menneskehedens Synder  —  endsige sonet dem140. Men enhver kan ved en inderlig Bøn til Gud mildne syndefulde Medmenneskers tilkommende Lod, idet en hvilken som helst uselvisk Bøn, der kommer fra et kærligt, medlidende Hjerte, altid vil drage Lyset til dem, for hvem der bedes, og den tilførte Lysstrøm vil da sprede det Mørke, der omgiver Synderen eller Forbryderen, saa at Skytsaanden  —  Samvittigheden  —  bedre kan gøre sig gældende, hvorved dens Paabud lettere kan efterfølges. Paa denne Maade kan Menneskene gensidig yde hverandre en meget stor og meget værdifuld Hjælp141.

Hvis de kristne vil sætte Nadvermaaltidet paa dets rette Plads og gøre det til en Mindefest, der afholdes Skærtorsdag Aften i Kirkerne eller i Hjemmene, da vil de glæde den ældste af de Yngste inderligt; thi da vil han i vid Udstrækning opnaa det, han tilsigtede som Jesus af Nazareth: den Aften at mindes af dem, der elsker ham.

En nærmere og mere detailleret Redegørelse paa denne Maade for Evangeliernes mere eller mindre sandfærdige Beretninger om Jesu Liv og Levned, samt for de senere Tiders Indskud og Tilføjelser kan ikke foretages; dertil vil der kræves et for stort, ja et ganske uoverkommeligt Arbejde for det Medium, der er benyttet til Mellemled. Men med det her givne som Grundlag kan de, der mener sig kaldede dertil, selv granske efter de ægte Guldkorn, som findes i alle fire Evangelier.

Kun saa meget skal endnu siges, at ingen har Ret til at bebrejde Evangelisterne de urigtige, forvanskede eller helt usandfærdige Meddelelser, som de har overgivet til Efterverdenen, da man vel maa erindre, at intet er nedskrevet, medens Jesus levede, men først en Menneskealder efter hans Død. I den mellemliggende Tid vandrede Jesu Ord og Beretninger om hans Liv og Undergerninger fra Mund til Mund. Hist blev noget lagt til, her noget taget fra; man kan derfor let forstaa, at en fyldestgørende og i alle Enkeltheder nøjagtig Gengivelse saaledes maatte blive umulig. Desuden maa man ikke glemme, at den Ældste er Skyld i de fleste af de mange Forvanskninger, Modsigelser og Usandfærdigheder. Og skønt der fra flere af de paa det Tidspunkt diskarnerede Yngste blev ydet Evangelisterne megen Hjælp gennem inspiratorisk Paavirkning, saa var det umuligt, saa længe den Ældste ikke var løst fra Mørkets Magt, at faa alt til at staa i nøje Overensstemmelse med Sandheden.

Ingen af Apostlene er Forfattere til Evangelierne. Det, der bærer Johannes’ Navn, er forfattet af en af hans Disciple, der var af græsk Afstamning. Evangeliet blev samlet og fuldført efter Apostelens Død i Slutningen af det første Aarhundrede. Mindre Brudstykker af dette Evangelium var dog nedskrevet før hans Død og oplæst ved Menighedsmøderne. Kun en ringe Del af det samlede Værk var kendt og godkendt af Apostelen Johannes.

Apokalypsen har ingen som helst Berettigelse til at betragtes som en fra Gud stammende Aabenbaring. Den er helt igennem inspireret af den Ældste. Apokalypsens jordiske Forfatter er paa ingen Maade identisk med Evangeliets Forfatter af samme Navn.

Apostlenes Gerninger og de mange Breve, der er optaget i det Ny Testament, bør kun betragtes som mer eller mindre opbyggelig Læsning, og ikke alle Beretninger om Apostlenes Gerninger er i Overensstemmelse med Sandheden, ligesom ikke alle Brevene skriver sig fra de navngivne Personer.