XXXVI

Naar Ardor i sin Beretning siger: at Gud noget over otte Decennier før den ældste af de Yngstes Fødsel til Jorden  —  altsaa omtrent en og firsindstyve Aar før Kristi Fødsel  —  lod sin Stemme lyde til de jordbundne Aander, da er Aarenes Antal angivet efter den hævdvundne Tidsangivelse for Jesus af Nazareths Fødsel; men da Jesu Fødselsaar er sat ca. 5 Aar for sent, skete den ældste af de Yngstes Fødsel som Mennesket Jesus i Virkeligheden omtrent seks og halvfjerdsindstyve Aar efter at Gud første Gang kaldte paa de jordbundne Aander.

Seklerne for Guds Kaldelser faldt ikke sammen med de jordiske Aarhundredskifter.

 

I Aaret 1857 begyndte Kristus sammen med flere andre af de Yngste, der havde lovet at være ham behjælpelige, den tornefulde Vandring paa Jordkloden for, som diskarneret, at sætte sig i direkte Forbindelse med Menneskene gennem Medierne og ved deres Hjælp søge at indvirke paa de jordbundne Aander, et Arbejde, intet Menneske fuldtud kan fatte eller sætte sig ind i.

Paa Grund af den Lysstrøm, som, ved de Yngstes Arbejde for Menneskeheden i de svundne Aarmillioner, var tilført Jorden, var der paa Klodens astrale Genpart efterhaanden indtraadt en svag Dæmringstilstand i Stedet for det tætte Mørke, der hvilede om Jorden ved Menneskenes Skabelse. Men paa flere Steder, særlig dér hvor jordbundne Aander holdt til i større Mængder, fandtes store og tætte Mørkeophobninger, der føltes som kompakte Skyformationer, og da det astrale Mørke er en Realitet for alle diskarnerede Væsener, maatte de Yngste paa deres Vandringer idelig gennembryde disse Mørkeophobninger ved Hjælp af det Lys, der strømmede fra deres Aandelegemer.

Altsaa i Halvmørke og hyppigt i fuldstændigt Mørke, der kun spredtes af det Lys, som de selv udstraalede, maatte de Yngste vandre fra Sted til Sted for at opsøge jordiske Hjælpere. Hertil kom Synet af de Tusinder og atter Tusinder elendige og ildestinkende jordbundne Aander, der rædselsslagne flygtede til alle Sider, hvor de straalende Lysskikkelser skred frem.

I disse uhyggelige Omgivelser maatte Kristus og hans Ledsagere færdes uden at kunne vende hjem til deres Boliger i 6te Sfære for at finde Hvile og Fred for Mørkets Uddunstninger og grufulde Skuespil. I adskillige jordiske Aar maatte de opholde sig paa det astrale Jordplan, førend de efter utallige Skuffelser og talrige aandelige Lidelser naaede det Maal, som Gud havde sat for deres Vandring og Gerning dér.

Efter nogen Tids Forløb fattede nogle af de jordbundne Aander den Tanke, at Lysets Aander muligvis var kommet for at hjælpe dem ud af deres frygtelige og bundne Tilværelse paa Jorden. Disse Aander flokkedes derfor i store Skarer paa de Steder, hvor Kristus forsøgte at sætte sig i Forbindelse med de saakaldte Medier. Dette besværliggjorde i høj Grad det i Forvejen vanskelige Arbejde, da de Mørkeophobninger, som disse Menneskeaander førte med sig, sænkedes over alle, saavel over Lysets Aander som over de paa jordisk Side tilstedeværende Séancedeltagere. I de første mange Aaringer blev de spirite Meddelelser derfor meget mangelfulde og misvisende, som oftest ganske urigtige, noget som i de allerfleste Tilfælde ikke kunde lægges Medierne til Last, men som naturligt vakte megen og berettiget Tvivl om Ægtheden af de paastaaede Aandeforbindelser.

Disse Misligheder skete dog hovedsagelig i de Kredse, hvor Séancerne ikke var beskyttede af Lysets Aander, enten fordi en af de Ældste var knyttet til Mediets menneskelige Legeme som dets aandelige Jeg, eller fordi Séancedeltagerne selv var for jordbundne i deres Tanker og Handlemaade, eller ogsaa fordi den Ældste og de diskarnerede Ældste optraadte som aandelige Séanceledere, for paa denne Maade at modvirke Kristi Arbejde. Meget ofte navngav de Ældste sig med de Navne, som Kristus og hans Hjælpere anvendte, idet de meget rigtig gik ud fra, at de færreste vilde være i Stand til at afgøre, om de havde en Lysets eller en Mørkets Aand for sig.

Den Ældste søgte bestandig at tilskynde Medierne til at forsøge Trance142, Materialisationsfænomener142 og lignende, for derigennem at faa større Herredømme over dem. Ligeledes tilskyndede han de jordbundne Aander til egenmægtig at tage Mediet og Séancedeltagerne i Besiddelse, hvorved utallige løgnagtige Meddelelser fremkom, da disse af Mørket vildledte Aander ikke undsaa sig for at optræde under afdøde Personligheders velkendte og velklingende Navne. Séancedeltagere, der udsattes for saadanne let bevislig usandfærdige Meddelelser, var tilbøjelige til at antage alt for lutter Løgn og Bedrag.

Mange Mennesker, der søgte de spiritistiske Kredse, fik dog meget ofte sandfærdige Meddelelser fra afdøde Slægtninge og Venner, der benyttede den fristende Lejlighed til  —  uden Tilladelse  —  at gøre sig erindrede gennem mediumistisk Tale, Skrift eller Materialisationer.

Ved den Ældstes ihærdige Arbejde for at modvirke Lysets Aander dannedes talrige spiritistiske Kredse, der meget ofte rummede bedrageriske Medier. Ligeledes fik mange af disse Kredse, dannede af ganske kritikløse Mennesker, et uheldigt vulgært Præg, der i høj Grad virkede til Skade for det Arbejde, som Lysets Aander søgte at udføre.

Dog fandtes der Mennesker, der med virkelig Alvor og uegennyttig Interesse søgte at bringe Orden i det spiritistiske Kaos. Blandt disse Mennesker fandt Kristus og hans Hjælpere flere, der ydede dem en værdifuld Hjælp i deres Arbejde for at løse de jordbundne Aander og bringe en Del af Lysets Sandheder frem, Sandheder, der paa mange Punkter var imod den ortodokse Lære. Men de Yngstes Meddelelser fremkom meget spredt, paa flere forskellige Steder, og bestandig blandede med den Ældstes Løgne.

Naar Kristus og hans Hjælpere havde fundet Mennesker, der muligvis kunde benyttes som Midlere for deres specielle Arbejde, søgte de paa forskellige Maader at forstærke Interessen for den oversanselige Forbindelse, idet de tillige lidt efter lidt ledte Séancedeltagerne ind paa religiøse Spørgsmaal. Men kun et meget ringe Antal af de Spiritistkredse143, som de besøgte (over hele Jorden), formaaede i Længden at interessere sig for de rent aandelige Spørgsmaal og Svar, og saa snart som Ønsket om fysiske Manifestationer blev eneraadende i Kredsene, maatte Kristus med Sorg opgive det alt vundne Terræn for at opsøge andre og mere forstaaende Midlere; en Arbejdsmaade, der krævede en uendelig Taalmodighed og en inderlig Kærlighed, for at et heldigt Resultat kunde opnaas; en Taalmodighed og en Kærlighed, som kun Kristus fuldt ud var i Stand til at yde. Hans ukuelige Taalmod, hans aldrig svigtende Tillid til Guds Ledelse holdt Modet oppe hos hans Ledsagere, da de efter et Par Decenniers Forløb alle stemte for at opgive Genvejen.

I de Kredse, hvor Lysets Aander havde opnaaet Forbindelse, talte Kristus under Navne, der alle paa en eller anden Maade havde Tilknytning til eller gav Udtryk for hans Gerning blandt Menneskene; derved opnaaede han at blive hørt, saa at mange af hans etiske og religiøse Grundsætninger blev modtaget, forstaaet og troet. Kun i ganske faa Tilfælde vovede han at navngive sig med det jordiske Navn, som han bar i sin sidste Inkarnation, men de Mennesker, han saaledes henvendte sig til, stillede sig som oftest meget tvivlende overfor hans Navneopgivelse. I enkelte Tilfælde, hvor han i Haab om Forstaaelse navngav sig som Jesus eller Kristus, blev han straks afvist, som om han var selve Djævelen; en mærkelig ulogisk Opfattelse, da kristne Mennesker, hvis de da virkelig var overbeviste om Realiteten af Aandeforbindelser, burde have tænkt sig, at Kristus, lige saa godt som andre diskarnerede Væsener, maatte kunne sætte sig i mediumistisk Forbindelse med de Mennesker, der troede paa ham og elskede ham  —  ja, at det efter al Sandsynlighed vilde lykkes endnu bedre for ham at opnaa gode Forbindelser og Resultater, end for alle de andre. Og da mange Kredse indleder Séancerne med en Bøn til Gud om Hjælp imod Mørkets Indgriben, burde Séancedeltagerne i det mindste have erindret Jesu Ord fra Evangeliet: „Dersom to af eder ere enige paa Jorden om at bede om noget, hvilken Sag det end maatte være, da skal det times dem fra min Fader, som er i Himlene. Thi hvor to eller tre ere forsamlede i mit Navn, dér er jeg midt iblandt dem.“ (Matt. 18. 19—20). Derefter burde Deltagerne med Henblik paa dette Skriftsted, gennem Forespørgsler og gennem Samtaler med den Aand, der manifesterede sig, have overbevist sig om, hvorvidt de virkelig havde en Lysets Aand for sig. Og naar de havde overbevist sig derom, maatte de være paa det rene med, at hans Navneopgivelse var i Overensstemmelse med Sandheden, da en Lysets Aand aldrig benytter sig af Løgne. Mange Séancedeltagere vil sige, at de, til Trods for en Bøn om Hjælp imod Mørkets Indflydelse, under Afholdelsen af deres Séancer, dog meget ofte er blevet bedraget af onde og slette Aander. Hertil er kun eet Svar: de Bønner144, der ikke bedes med fuld Tro og dyb Inderlighed, men bedes tankeløst eller som en nødvendig og tilvant Forholdsregel, gavner ikke det allerringeste.

For muligvis at lette det svære Arbejde for Kristus og hans Hjælpere lod Gud flere af de Yngste og af de mest fremskredne Menneskeaander (Mænd og Kvinder) inkarnere forskellige Steder paa Jorden for som Medier at blive i Stand til at danne det ønskede Mellemled mellem Lysets Aander og Menneskene.

Hos en spiritistisk Kreds med faatallige Medlemmer, af hvilke nogle var blevet inkarneret med det ovenfor omtalte Maal for Øje, lykkedes det til sidst for Kristus at finde den absolute Forstaaelse og Tillid, der af Gud var sat som en Betingelse for, at hans Arbejde fuldtud kunde lykkes.

For yderligere at yde Kristus en virkningsfuld Hjælp i den besværlige Gerning kaldte Gud paa de jordbundne Aander nogle Aar før den normerede Tid var naaet. Paa et bestemt145 Tidspunkt i sidste Halvdel af Oktober Maaned 1911 lod Gud sin Stemme lyde til dem, der, bundne af Synd og Laster, færdedes paa Jordens astrale Plan, med det Resultat at alle, undtagen den Ældste og hans Dual146, efterkom Kaldelsen. (Ardors Dual er senere vendt tilbage).

Overfor Kristi Udholdenhed maatte Mørket saaledes til sidst vige, da intet skræmmede ham og intet formaaede at holde ham tilbage; men det, som stadig førte Kristus frem og fik ham til at overvinde Mørkets Modstand og de menneskelige Fordomme, var hans aldrig svigtende Tillid til, at Gud ikke havde vist ham „Genvejen“, hvis Han ikke havde været fuldkommen sikker paa: at Genvejen vilde føre til Maalet. Den endelige Sejer over Mørket maa derfor først og fremmest tilskrives Kristi urokkelige Tillid til Gud, hans inderlige Kærlighed til den faldne Broder, samt hans dybe Medlidenhed med Jordens syndefulde Menneskebørn. Denne Kristi Kærlighed og Taalmodighed nedbrød efterhaanden Mørkets Magt og vakte den Ældstes Sorg og Anger, hvilket resulterede i hans Tilbagevenden til Gud og Faderhjemmet.

Saaledes er da den ældste af de Yngste i alleregentligste og allerdybeste Forstand Kristus  —  Frelseren og Forløseren; ikke ifølge et blodigt Soningsoffer, men ifølge sin uegennyttige, aldrig svigtende Kærlighed.

Da Kristus ved at vinde sin ældste Broder tilbage naaede det Maal, som hans Fader havde sat for hans besværlige Arbejde blandt de faldne og af Mørket bundne Aander, vil nu og i Fremtiden den Mulighed være udelukket, at Kristus sætter sig i direkte Forbindelse med Medier eller Spiritistkredse, da saadanne Forbindelser vil være ganske overflødige. Kristus er atter vendt tilbage til sin Bolig i den sidste Sfære, hvorfra han, ligesom tidligere, søger at lede Menneskeheden og at ordne de jordiske Forhold.

 

Medierne kan være Midlere saavel under Lysets som under Mørkets Paavirkning.

Foruden alle de inkarnerede Yngste og Ældste har de mere fremskredne Menneskeaander mediumistiske Evner, medens de er inkarnerede; disse Evner naar dog ikke altid frem til Individets jordiske Bevidsthed. Menneskeaandernes Mediumitet er i sig selv yderst ringe, men kan, dersom det ønskes fra oversanselig Side, forstærkes til Brug i Lysets Tjeneste; dette sker ved, at Mediets Skytsaand paa forskellig Vis søger at støtte Mediet, f. Eks. ved at styrke dets Villie til et Arbejde i Lysets Tjeneste, eller ved at fortynde Isolationslaget mellem det fysiske og det psykiske Legeme, hvorved Paavirkningen fra oversanselig Side kan blive mere direkte og mere indgribende. Hvis Mediet ikke følger sin Skytsaands Anvisninger, men gaar efter sine egne Ønsker for at tilfredsstille sin Forfængelighed, sit Magtbegær, eller lader sig lede af andre lignende slette Motiver, vil det hurtig komme ind under Mørkets Indflydelse, hvilket meget let vil kunne spores gennem de Manifestationer, der fremkommer ved den Art Mediers Medvirken.

For diskarnerede Aander er det nemt at afgøre, hvilke Mennesker der er Medier. Det aandelige Legemes ægformede Taagedannelse er stærkere lysende hos disse end hos alle andre; særlig de Yngstes Omhylning er stærkt lysende. Er det derimod en af de Ældste, der er knyttet til Mediets menneskelige Legeme, viser Aanden sig, set fra oversanselig Side, som en kulsort Skygge. Disse Mennesker er som Regel stærkt fysiske Medier, da saa godt som al fysisk Mediumitet skriver sig fra Mørket. Selvfølgelig benytter Lysets Aander aldrig saadanne Medier til Midlere mellem sig og Menneskene.

 

Til fysiske Fænomener, der fremkaldes ved Hjælp af Mørket, maa man henregne Levitationer af Mediet eller af Séancedeltagerne, en Art uregelmæssige flakkende Lysfænomener, f. Eks. større eller mindre fosforlysende Pletter, Taageformationer og lignende; alle ægte Materialisationer og Dematerialisationer under Séancer, voldsomme eksplosive Slag eller Lyde samt alle uregelmæssige Bankninger, o.s.v.

 

Alle regelmæssige Bankninger, med lige langt Ophold mellem hvert Slag, kan kun udføres af Lysets Aander og hører derfor ind under Lysets Love. Slagene kan, hvis der i Øjeblikket findes meget stærke Lysudstraalinger, klinge med en klar og skønt tonende metallisk Lyd, selv om der i Rummet, hvor der bankes, ikke findes Metalgenstande. Paa denne Maade har Lysets Aander ofte kaldt paa deres jordiske Hjælpere.

 

Materialisationer under Séancer er kun udført af de jordbundne Aander, de Ældste inclusive. Ingen af de Yngste har vist sig materialiseret ved nogen Séance; deres Tilsyneladelse sker spontant, og som oftest uden Mediers Mellemkomst, idet de træder synlige frem i Kraft af deres Villie ᴐ: lader de Lysatomer, hvoraf deres Aandelegemer er opbyggede, svinge med en formindsket Hastighed  —  eller de viser sig for clairvoyante Mennesker.

Ved Materialisationer er det hændt, at fuldtud hæderlige Medier, i deres jordiske Uvidenhed og i god Tro om at handle ret, har ladet sig benytte som Midlere af samvittighedsløse Aander. Medierne har sædvanligvis ment at gøre en god Gerning ved at stille sig til Disposition for saadanne Fænomener, dels for at skaffe Beviser for Livet efter Døden, dels for i en god Hensigt at være Midlere mellem de levende og de „døde“; men da Gud ingen Sinde har tilladt de jordbundne Aander at give sig til Kende paa omtalte Maade, maa de Aander, der saaledes har udnyttet og misbrugt Medierne, staa til Ansvar for disse ikke tilladte Handlinger. Er Mediet derimod blevet advaret af sin Skytsaand og har det saaledes handlet imod sin Samvittighed, maa Mediet selv bære det fulde Ansvar for det, der har fundet Sted.

Mange stærkt fysiske Medier, de Ældste, er i Stand til i Kraft af deres egen Aands Villie  —  uden nogen som helst Hjælp fra diskarnerede Aander  —  at frembringe Levitationsfænomener, f. Eks. Opløften af Genstande fra faste Underlag eller mindre Genstandes Omkringsvæven i Luften; dette sker, som Regel, uden at Mediets menneskelige Hjerne er sig det bevidst, da Aanden under Trancen ikke kan paavirke sit jordiske Legeme med samme Styrke som ellers.

Kun en meget ringe Del af de fra Séancer kendte Materialisationer og andre fysiske Forekomster er eller har været ægte. Meget hyppigt har det været Behændighedskunster, altsaa rene Bedragerier147 fra menneskelig Side, noget, alle, der giver sig i Lag med Mørkets Manifestationer, maa være forberedte paa.

 

Nogle Arter af Trancefænomener skal her omtales. Ved den dybe Trance  —  en dyb følelsesløs Søvn  —  blev Mediets Aand skubbet bort fra det menneskelige Legeme, medens en eller anden jordbunden Aand benyttede sig af dets Taleorganer. Mange ægte Resultater er fremkommet paa denne Maade, og adskillige sandfærdige Meddelelser er af afdøde givet til Slægt og Venner. Disse Meddelelser indskrænkede sig dog næsten altid til kun at omhandle rent jordiske Forhold, særlig Genkaldelser af tidligere Tildragelser og Oplevelser for at tilkendegive de dødes Identitet. Adskillige jordbundne Aander, som var ukendte af de ved Tranceséancer tilstedeværende Deltagere, har ved at opgive Navn, Livsstilling, Fødeby, Fædreland, Fødsels- og Dødsaar o.s.v. givet eksakte Beviser for et Liv efter Døden, idet disse Opgivelser, efter senere anstillede Undersøgelser, i mange Tilfælde har vist sig at være meget nøjagtige. Som oftest kunde de jordbundne Aander intet meddele om Livet i Sfærerne, da Erindringen herom  —  som Regel  —  ikke vaagner, før Aanderne er vendt tilbage til deres Boliger i den oversanselige Verden. Enkelte har dog givet en Del taagede og forvirrede Meddelelser derom, saa godt som de kunde erindre det; men de fleste søgte stadig at omgaa de direkte Spørgsmaal om Livet efter Døden, da de undsaa sig ved at fortælle noget bestemt angaaende deres uhyggelige, lidelsesfulde Tilværelse paa det astrale Jordplan. Kun meget faa har givet Beretninger, der fuldtud belyser den jordbundne Tilværelse i Mørke uden Fred og uden Hvile.

De mange forskellige Meddelelser fra jordbundne Aander, som uden Ledsagelse af Lysets Aander, har tiltvunget sig mediumistiske Forbindelser, er altid fremkommet uden Guds Tilladelse og hører derfor ind under de talrige Udslag af Mørkets Indgriben.

Under den dybe Trance optræder hyppigt Mediets egen Aand som Meddeler, uden at Mediet er vidende derom; et Forhold, som let vil kunne paavises af en opmærksom Iagttager, da saadanne Meddelelser gerne er farvet af Mediets egne Erfaringer og Meninger. Ogsaa dette er en Form for Mørkets Indflydelse, hvilket ikke altid kan lægges Mediet til Last, da det i de allerfleste Tilfælde skyldes de Mørkeophobninger, som medføres af nogle eller flere af Deltagerne i de store Séancekredse. Séancer burde derfor aldrig være gjort tilgængelige for en større Kreds eller for det store Publikum, da saadanne „Forestillinger“ kun drager Mørket til og virker uheldigt, ikke alene paa Mediet, men paa alle Séancedeltagerne.

Ved Trancematerialisationer er det ligeledes ikke saa sjældent hændt, at Mediets Aand, i Kraft af sin Villie, træder synlig frem og „spiller“ forskellige Aander, idet den ved sin stærke Villie forandrer sit Udseende og viser sig i Skikkelser fra tidligere Inkarnationer, eller giver sig et Udseende, der svarer til de tilstedeværende Deltageres Tankebilleder af kære afdøde.

Under særlig gunstige Forhold  —  store Mørkeophobninger  —  kan Mediets Aand, i Kraft af sin Villie, forme en Del menneskelignende Tankebilleder  —  Fantomer  —  og lade dem træde synlige frem for Tilskuerne, som da let antager Billederne for afdødes Aander.

Alt dette kan imidlertid kun forekomme, hvor en af de Ældste er knyttet til Mediets Legeme, da ingen Menneskeaand er i Besiddelse af en saa stærk Villie, at den kan frembringe de her omtalte Manifestationer.

De saakaldte Mørkekabinetter, der anvendes ved Materialisationsséancer, er i Virkeligheden ganske overflødige, hvilket de mange spontant fremkomne Materialisationer klart beviser.

Mørkekabinetterne har kun virket til Skade for Spiritismen, da saa mange bedrageriske Medier har kunnet operere i deres Ly og Mørke. For med Sikkerhed at kunne hævde, at ægte Materialisationer fandt Sted under Séancerne, burde Medierne selv have været de første til at finde eller foreslaa en Fremgangsmaade, hvor alt Bedrageri paa Forhaand var udelukket.

En Fremgangsmaade, der f. Eks. burde være fulgt, er følgende: Mediet liggende udstrakt paa en Madras paa Gulvet med Arme og Hænder noget ud fra Legemet; Séancedeltagerne siddende i en Kreds om Mediet i en Afstand af ca. 1½ Meter; Deltagerne tillige dannende Kæde ved at holde hverandre i Hænderne; Lyset noget dæmpet, dog ikke mere end at alt i det benyttede Rum var synligt.

Var denne Fremgangsmaade bleven fulgt, vilde Mediet under en ægte Trance være forblevet paa sit Leje i sin faste Søvn, medens de materialiserede Aander eller materialiserede Tankefantomer var bleven synlige inden for Deltagernes Kreds eller over Mediets Legeme; men da de fleste148 Materialisationsmediers „aandelige Kontrol“ har været Mediets egen Aand eller en af de diskarnerede Ældste, er det forstaaeligt, at der fra den Side er gjort alt for at holde Medierne i Uvidenhed om de faktiske Forhold, noget som desværre kun er lykkedes alt for godt.

Da alle Materialisationer under Séancer sker under Mørkets Indflydelse og derfor ikke er tilladte af Gud, kan det kun paa det bestemteste fraraades alle at eksperimentere hermed. (Se endvidere Kommentaren).

Under den somnambule Trance, der fremkommer ved Hypnose eller ved Selvhypnose, frigøres Mediets Aand i Kraft af Hypnotisørens eller i Kraft af Mediets egen Villie. I den frigjorte Tilstand kan Mediets Aand frit bevæge sig omkring, men er dog stadig forbunden med sit fysiske Legeme ved Baandet. Er Mediets Aand en af de Ældste eller en af de Yngste, kan den fjerne sig i meget lange Afstande fra Legemet. Ved Opvaagningen kan Mediet, forudsat at Tilstanden har været ægte, give Beskrivelser af de Steder, Landskaber, Huse, Værelser, Personer og lignende, som Aanden har besøgt under Trancen. Kan det ved Hjælp af Undersøgelser konstateres, at Mediets Opgivelser er rigtige og at Mediet i normal Tilstand ikke kender de paagældende Personer og aldrig har været de paagældende Steder, kan en saadan somnambul Trance give gode Beviser for: at Mennesket ikke alene bestaar af et fysisk Legeme, men tillige er i Besiddelse af en selvstændig Aand, der kan tænke og handle uafhængigt af det fysiske Legeme.

Under ekstatisk Trance, der skriver sig fra religiøs Ekstase  —  Eksaltation  —  kan Aanden ligeledes foretage Udflugter paa egen Haand. Erindringer fra disse Rejser i Sfærerne eller paa det astrale Jordplan kan ofte medtages og mindes, naar Aand og Legeme atter er forenede. For disse to Arter af Trance maa Mediet eller Hypnotisøren bære det fulde Ansvar. Hvis Mediet føler, at det ved disse Udflugter handler imod sin Samvittighed, bør de straks indstilles, da tit gentagne Adskillelser af Aand og Legeme kan virke i høj Grad skadeligt paa det fysiske Legeme.

Halvtrance eller falsk Trance viser sig ved en drømmeagtig ikke sovende Tilstand eller ved en Art religiøs Grebethed149, Overbegejstring; i begge Tilfælde er det altid Mediets egen Aand, der optræder som Taler eller Meddeler. Alt hvad der paa denne Vis fremkommer af aandelige Beretninger er da mer eller mindre præget af Mediets egne jordiske Meninger, selv om det, der udsiges, af og til ligger nogle faa Grader over Individets menneskelige Intelligens og Indsigt. I de Kredse, hvor Spiritismen ved religiøse Sammenkomster gøres til en sekterisk Religion, taler Medierne ofte i denne falske Trance. De Aander, der siges at manifestere sig gennem disse Medier, eksisterer saaledes kun i de paagældendes egen Fantasi, idet de mange kendte Navne, hvorunder de imaginære Væsener optræder, ikke gør disse Fantasifostre mere virkelige. Denne Art religiøs Grebethed har i Virkeligheden meget lidt, undertiden slet intet med Mediumitet at gøre, da ethvert aandeligt begejstret Menneske uden direkte Aandepaavirkning vil kunne udtrykke sig med større Styrke, naar Vedkommende føler sig grebet af de Emner, hvorover der tales, og ved denne Begejstring eller Betagethed gøre sin Tankeopbygning klarere, vælge sine Ord med større Omhu og derigennem hæve sin Personlighed noget over det rent dagligdags, hvorved Talen eller Foredraget ligesom beaandes.

Meget ofte er Prædikanter eller Talere, uden at være Medier, bleven inspirerede af deres Skytsaand, idet Skytsaanden ved sin Nærværelse tilfører den talende større aandelig Klarhed og Myndighed; men saadanne inspirerede Talere, der ikke er Spiritister, vil dog aldrig paastaa, at den eller den afdøde Personlighed har talt igennem dem, selv om de har en bestemt Følelse af at have modtaget en aandelig Paavirkning.

De spiritistiske Kredse raades derfor paa det indstændigste til ikke at benytte „Medier“  —  hverken kvindelige eller mandlige  —  som religiøse Talere, da Lysets Aander aldrig har optraadt igennem dem i den omtalte Halvtrance eller falske Trance. Saafremt de spiritistiske religiøse Talere vil optræde ved Sammenkomsterne under deres eget Navn, vil de, ligesom alle andre, der arbejder i Lysets Tjeneste, modtage Hjælp af deres Skytsaand; men saa længe der handles ud fra falske Paastande og falske Forudsætninger, kan Lysets Aander ikke træde hjælpende til.

 

Medier, der taler i Halvtrance, er dog ikke altid vidende om det Bedrag150, som de gør sig skyldige i; som oftest handler de ogsaa her i god Tro, da Aandens egenmægtige Optræden sjældent opfattes konkret af Mediet; men er Mediet advaret gennem sin Samvittighed og Bedraget saaledes bliver bevidst, tiltrækkes Mørket mere og mere  —  og Mediet bliver da ganske uskikket til at arbejde i Lysets Tjeneste.

Altsaa: alle Materialisationer og Dematerialisationer og lign. under Séancer i Mørke eller svagt kunstigt Lys (i enkelte Tilfælde i Dagslys), alle Levitationer af Mennesker, Dyr og Genstande, al Tale i Hel- eller Halvtrance er sket og sker uden Guds Tilladelse.

Meddelelsesmaader, der er benyttede baade af Mørkets og af Lysets Aander, er følgende: 1) Tankeinspiration151 over for Medier, der har Evne til intuitiv Opfattelse. 2) Direkte Tale til lydhøre (clairaudiente). 3) Mer eller mindre automatiske Skriftmeddelelser. (Hertil maa ogsaa henregnes: mediumistisk Tegning, Maling og inspirerede musikalske Ydelser.) Af det meddeltes Form og Indhold bør enhver kunne afgøre, om det givne skriver sig fra en Mørkets eller en Lysets Aand.

Den intuitive Tankeinspiration kræver, naar den benyttes af Lysets Aander, fuldtud sandhedskærlige og forstaaende Medier, Mennesker, der er sig bevidst, at deres Jeg intet har at gøre med det modtagne udover det at være et brugbart Redskab. Og da Mediet ved Tankeinspiration aldrig er hverken i Hel- eller Halvtrance, men i fuldkommen vaagen og klar Tilstand, vil det altid være overmaade let for Mediet selv at afgøre, hvilke Tankebilleder og Forestillinger der er dets egne, og hvilke der skriver sig fra udenforstaaende Intelligenser.

Er Mediets Tillid til Guds Beskyttelse og til Hans Ledelse ubegrænset, vil de Meddelelser, der modtages, i Form og Indhold være prægede af en klar og streng Følgerigtighed, der ligger uendelig langt over, hvad Mediets individuelle jordiske Personlighed kan præstere.

En Meddelelsesmaade, som kun kan benyttes af Lysets Aander, skal her nærmere omtales.

I Tilfælde, hvor de Intelligenser, der manifesterer sig, ønsker at genkendes gennem de Ord, de Udtryk, den specielle Sprogbehandling o.s.v., der kendetegnede deres personlige Individualitet i det jordiske Liv, kan der benyttes en Fremgangsmaade, som i alle Enkeltheder nøjagtig gengiver den paagældendes egne Ord og Udtryksformer.

Medens Mediets fysiske Legeme hviler i naturlig Søvn, f. Eks. Nattesøvn, frigør Skytsaanden, men kun med Guds Tilladelse, Mediets aandelige Jeg, der i den frigjorte Tilstand lærer det udenad, som skal gengives i den jordiske Verden, hvad enten det er Prosa eller Poesi. Den følgende Dag  —  ved et til Mediet opgivet Tidspunkt  —  overfører den paagældende og tilstedeværende Aand det udenadlærte fra Mediets psykiske til dets fysiske Hjerne. Ved Hjælp af stærke koncentrerede Lysudstraalinger fortyndes Hylsteret eller Isolationslaget mellem den psykiske og den fysiske Hjerne. Naar Hylsterets Tykkelse er nedsat til ¹⁄₁₆ Millimeter, foregaar selve Overføringen, der ikke kan forklares for Mennesker. Efterhaanden som Overføringen skrider frem, dukker det udenadlærte op i Mediets fysiske Hjerne, hvorefter det kan nedskrives i den Rækkefølge, hvori det fremkommer. Har Mediet i den frigjorte Tilstand ikke tilegnet sig Digtet eller Prosastykket fuldkommen korrekt, saa at de enkelte Ord ikke alle kan erindres af den psykiske Hjerne, fremkommer et „Hul“ i Overføringen; det manglende Ord kan da gives mundtlig, hvis Mediet er tilstrækkelig clairaudient, i modsat Fald maa Mediet under næste Søvnfrigørelse lære det glemte, der da overføres  —  naar Mediet er vaagent  —  og anbringes paa rette Sted i det tidligere nedskrevne.

Denne Fremgangsmaade er overordentlig vanskelig og kræver stor Taalmodighed, megen Omhu og Paapasselighed af den Aand, der manifesterer sig, hvorfor den hidtil kun er bleven forsøgt med et eneste Medium, i et Tilfælde, hvor det fra oversanselig Side ønskedes  —  med Guds Tilladelse  —  at fremføre et uomstødeligt Bevis152 for Sandheden af den menneskelige Personligheds Bestaaen efter det fysiske Legemes Død.

 

Flere andre Former for mediumistiske Evner, f. Eks. Psykometri, Hypnotisme153, Suggestion o.s.v. samt mange andre Former for Aandekommunikationer har været kendt og benyttet fra den graa Oldtid. En Del kendes endnu over hele Jordkloden, endog blandt de lavere og laveste Folkeslag, blandt hvilke de Ældste ofte er bleven inkarneret.

Nærmere Omtale heraf vil blive for vidtløftig, hvorfor her kun skal gøres opmærksom paa, at det kan være i høj Grad skadeligt at lade sig benytte ved hypnotiske Eksperimenter, og særlig skadeligt for dem, der let lader sig paavirke og beherske af en stærkeres Villie, da Hypnotisøren ved længere Træning med sit Objekt kan faa det fuldstændig i sin Magt, hvorved det baade under og udenfor Hypnosen bliver et villieløst Redskab i Hypnotisørens Hænder.

Suggestion kan i nervøse Sygdomstilfælde undertiden benyttes med Held, men den suggererende maa være et fuldkommen hæderligt Menneske, for at al Misbrug kan udelukkes.

 

Endnu skal her omtales en Form for Aandekommunikation, der er bleven meget benyttet af de jordbundne Aander, og som Lysets Aander, de Yngste, ligeledes har anvendt, hvor intet bedre Middel var for Haanden.

 

Efter at Séancedeltagerne havde sat sig om et mindre Bord154, lagdes Hænderne løst paa Bordpladen, medens en af Deltagerne fremsatte de Spørgsmaal, der ønskedes besvaret. Den Aand, der manifesterede sig, løftede da, i Kraft af sin Villie og ved Hjælp af Séancedeltagernes psykiske og fysiske Mørke- eller Lysudstraalinger, den ene Side af Bordet, indtil et af Bordbenene var hævet et Stykke op fra Gulvet (ikke fuldstændig Levitation). Ved, under en langsom Gennemgang af Alfabetet, at lade Bordbenet falde tilbage mod Gulvet, naar det ønskede Bogstav nævnedes af den jordiske Séanceleder, var Aanderne i Stand til at føre temmelig lange Samtaler med Menneskene. (Et Medium eller flere Medier maatte være til Stede.) Denne Fremgangsmaade er imidlertid overordentlig langsom og lidet tilfredsstillende for Lysets Aander, men var uundværlig for de jordbundne, da dette var deres bedste og nemmeste Meddelelsesmiddel, naar Trancebesættelsen ikke kunde benyttes; og efter at Lysets Aander havde sat sig i Forbindelse med Menneskene, har mange elendige jordbundne og syndebundne Skabninger, med Guds Tilladelse og ledsagede af en eller flere af Lysets Aander, ved disse Bordséancer modtaget megen aandelig Hjælp og Trøst gennem medlidende og forstaaende Mennesker.

Hvor denne Hjælp til de jordbundne, udført paa ovennævnte Maade eller paa andre Maader, er bleven knyttet til større religiøse Sammenkomster som en Art sjælefrelsende Arbejde, har Hjælpen i de allerfleste Tilfælde kun haft et negativt Resultat, da Størsteparten af disse syndefulde Væsener undsaa sig ved officielt at meddele noget om det, der nagede og pinte dem, hvorfor de, naar de manifesterede sig i saadanne Foreninger, undlod at fortælle den egentlige Grund til deres hvileløse Liv i Synd og i Mørke.

De religiøse Foreninger er meget ofte netop stiftede i den Hensigt at bringe Hjælp til de syndebundne Aander, men har som sagt ikke haft den tilsigtede Betydning, og da Medierne ved de paagældende Lejligheder til Tider har været i Trance155, har de Aander, der har talt igennem dem, gjort det uden Guds Tilladelse og derfor uden Ledsagelse af Lysets Aander. I Tilfælde, hvor de, der manifesterede sig, var grebne af en oprigtig og dybtfølt Anger, har de Yngste senere hen søgt at bringe dem den Hjælp, de længtes efter, dels, hvis det var muligt, ved selv at paavirke dem, dels ved at bringe dem til Séancekredse med faatallige Medlemmer, hvor de bedre kunde tale om det, der laa dem paa Hjerte, og saaledes bedre komme i Kontakt med Lyset.

 

Da der ikke længer færdes bundne Aander paa det astrale Jordplan og da alle de dødes Aander nogle faa Timer efter det jordiske Legemes Død føres tilbage til Sfærerne, vil al Hjælp ved Bordséancer eller anden lignende Hjælp for Fremtiden være ganske overflødig og unødvendig, hvorfor alle, baade Medier og Ikke-Medier, paa det indstændigste opfordres til aldrig selv at kalde paa afdøde Slægtninge, Venner eller fremmede.

I de Aar156, der er gaaet fra Aaret 1911, hvor de jordbundne Aander paa Guds Opfordring alle vendte tilbage til deres Boliger i Sfærerne, har det gentagne Gange vist sig at være vanskeligt for Størsteparten af de unge og uudviklede Menneskeaander at unddrage sig de efterlevendes stærke, længselsfulde Tanker, der, tit meget imod de paagældende Aanders Ønske og Villie, paa ny drog dem til Jorden. I de første Aar var Tilstrømningen til Jorden af de diskarnerede Aander kun ringe, men efter Krigens Udbrud 1914 blev det sværere og sværere for Skytsaanderne at dæmme op for denne ulovlige Vandring tilbage til efterladte Slægtninge og Venner. For hver Gang de umyndige Menneskeaander lod sig lokke til Jorden (som oftest ved Hjælp af Mediers stærke Tankepaakaldelser), blev det vanskeligere for dem at unddrage sig de efterladtes kaldende Tanker og bydende Krav. Mange af Aanderne droges til de forskellige Séancekredse, hvor de, blindede og bundne af Mørket, gav Meddelelser, der ikke altid var i Overensstemmelse med Sandheden157, særlig naar der fra jordisk Side forlangtes Oplysninger om de okkulte Ting.

Da 85 Procent af Menneskeaanderne er unge og uudviklede, maa enhver kunne forstaa, at deres Tilbagevenden til Jordplanet ikke paa nogen Maade kan være til Gavn hverken for dem selv eller for de efterlevende, idet de kun vil virke forstyrrende paa de jordiske Forhold, samt hæmme deres egen Udvikling. Beboerne af de fire første Sfærer (nærmest Jorden) vil aldrig være i Stand til at give fyldestgørende eller eksakte Svar paa Spørgsmaal af oversanselig Art, der stilles dem af Mennesker.

Hvilke Forældre vil f. Eks. forlange af deres paa Jorden levende mindreaarige Børn, der er optaget i de laveste Skoleklasser, at de skal kunne give klare og nøjagtige Svar paa, hvorledes Undervisning o.s.v. former sig for Eleverne i de øverste Klasser, eller forlange, at disse Børn skal give nøjagtige Oplysninger angaaende deres Fædrelands sociale, politiske, merkantile eller lignende Forhold. De Meddelelser og Oplysninger, der maatte fremkomme paa denne Maade, vilde af fornuftige Forældre ikke blive betragtet som andet end Barnesnak. Men som Parallel hertil maa enhver kunne forstaa, at diskarnerede Aander fra de lavere og de laveste Sfærer allerhøjest kan give Besked om det, som de kender fra deres egen Sfære, og mange kan ikke engang det; de vil derfor kun give middelmaadige, vaklende Svar, bringe falske Meddelelser, eller give Oplysninger om Ting og Oplevelser, der er set under deres egen snævre Synsvinkel.

De næste 10 Procent af Menneskeaanderne (fra 5te Sfære) er stærkere Personligheder, idet deres Villie er mere udviklet; disse har derfor haft lettere ved at unddrage sig Menneskenes Paakaldelser, dog kun ved Opbydelsen af deres fulde Villiestyrke; men mange har til sidst, til Trods for deres Anstrengelser i modsat Retning, ladet sig lokke til Jorden gennem Slægtninges Sorg og Mediers kaldende Tanker.

Kun for de sidste 5 Procent (Beboerne af de laveste Kredse i 6te Sfære158) er det lykkedes, paa faa Undtagelser nær, uden nævneværdige Anstrengelser at forblive i deres Opholdssteder.

Efterhaanden som Tiden skred og Aanderne saa, at de ved deres gentagne ikke tilladte Jordbesøg fik større og større Vanskeligheder at overvinde, naar de vilde tilbage til deres Sfære, forstod de, at de til sidst maatte blive helt jordbundne og saaledes skabe et nyt Aandeproletariat. Da Erindringen om tidligere jordbundne Tilværelser mellem de jordiske Inkarnationer stod for dem alle som et frygteligt Rædselsbillede, henvendte de sig til Gud, og i deres Nød og Angest bad de Ham, om Han vilde hjælpe dem, saa at ingen uden Hans Tilladelse kunde komme til Jorden.

Gud hørte deres Bøn, og for at yde en virkningsfuld Hjælp til de svage, umyndige Menneskeaander, dannede Han i Kraft af sin Villie en Barrière henover Lysvejen159 til Jorden. Denne Barrière eller Mur er Aanderne fra de fire første Sfærer ikke i Stand til at gennembryde. Men for at Menneskeaanderne ikke bestandig skal staa som umyndige og villieløse Væsener overfor den jordiske Paavirkning, bestemte Gud, at de, naar de var naaet til en vis Grad af aandelig Modenhed og Styrke, selv maatte søge at frigøre sig fra de menneskelige Paakaldelser og Krav. Denne aandelige Modenhed bør være naaet, naar Aanderne indtræder i 5te Sfære, hvorfor Gud har indrettet det saaledes, at Lysmurens Uigennemtrængelighed gradvis aftager for denne Sfæres Beboere, efterhaanden som de stiger indenfor Sfærens forskellige Planer eller Kredse. Efter som Lysmurens Uigennemtrængelighed ophæves, maa Menneskeaanderne, der i samme Forhold stiger i aandelig Styrke, selv vise større og større Agtpaagivenhed for at staalsætte deres Villie, saa at de forbliver i deres Hjem, i Stedet for at følge de menneskelige Opfordringer og lade sig drage til Jorden. Selvfølgelig vil der altid blive ydet enhver den Hjælp, der ønskes; saaledes vil Skytsaanderne bestandig søge at styrke og lede dem, der endnu viser Svaghed overfor den jordiske Tiltrækning; men der vil ikke blive udvist nogen som helst Tvang for at holde dem tilbage, der trods al Hjælp bryder den af Gud givne Lov ved uden Tilladelse og uden Ledsagelse at aflægge Besøg paa Jorden.

Men da mange Aander fra 5te Sfære og til Dels fra 6te sikkert endnu langt hen i Fremtiden trods alle gode Forsætter og Forsøg paa at blive, hvor de hører hjemme, dog vil lade sig lokke til Jorden af Menneskers krævende Tanker, og da ethvert Lovbrud bestandig følges af et Tilbageslag  —  en Straf  —  har Gud ordnet det saaledes, at alle, der mod bedre Viden og uden Tilladelse vender tilbage til Jorden, vil, for hver Gang dette sker, faa et Tidsrum, der svarer til eet jordisk Aar, fradraget den Tid, der ellers er beskaaret dem til Hvile og Udvikling i Sfærerne; en Foranstaltning, der virker ganske mekanisk (uden Forhør og Dom) og giver Lovbryderne, dem, der ikke selv søger at staalsætte deres Villie, en tidligere Inkarnation end normalt, en Inkarnation hvortil de da maa savne den nødvendige aandelige Forberedelse.

For nu at skabe saa gode Forhold som muligt for de diskarnerede Aander, sker herigennem en alvorlig Henvendelse til Menneskene, men først og fremmest til Medierne, om aldrig at forsøge paa at kalde de „døde“ til Séancer, af hvilken Art disse end er: Samtale-, Materialisations-, psykometriske  —  eller lignende Séancer.

For at lette Forstaaelsen af, hvilke Forstyrrelser og hvilken Uorden der indtræder i den astrale Verden ved saadanne Paakaldelser fra menneskelig Side, kan her drages en Sammenligning med de jordiske Forhold:

Hvilken Skoleleder vil f. Eks. tillade eller finde sig i, at de skolesøgende Elever, der er stillet under hans Opsyn og Omsorg, idelig i Undervisningstimerne kaldes ud fra Skoleklasserne af Forældre, Slægtninge og Venner, for at disse kan adspørge dem om deres Befindende, deres Fremgang i de forskellige Skolefag, eller for at faa Oplysninger om Skolens Arbejdsplan o.s.v.? Saafremt en kraftig Henvendelse til de paagældende Fredsforstyrrere, om at lade slige Uordener fare, ikke blev respekteret, vilde Skolelederen sikkert henvende sig til de Myndigheder, som det paahviler at drage Omsorg for, at den almindelige Samfundsorden ikke brydes, og af dem kræve Hjælp til at holde den Art Forstyrrelser borte fra hans Virksomhed.

Hvis altsaa Medierne, efterhaanden som de faar Kundskab om det her meddelte, ikke vil respektere denne Henstilling, der nu sker til dem fra oversanselig Side, bør Ordensmyndighederne160 i de forskellige Lande træde til med et Forbud160 mod Afholdelse af offentlige spiritistiske Séancer.

Saafremt et Medium ikke faar Tilladelse til at optræde officielt og saafremt Begrebet „private spiritistiske Kredse“ indskrænkes til kun at omfatte Mediets allernærmeste Familie: Forældre, Søskende, Mand, Hustru og Børn, men ingen andre, vil Medierne sikkert meget snart miste Lysten til at agere, da den Tanke at staa i Hautrelief til sine Medmennesker er den bærende Kraft for de allerfleste Medier. For mange spiller tillige de materielle Fordele en stor Rolle, hvorfor det ikke stærkt nok kan fremhæves, at alle spiritistiske Séancer, offentlige som private, hvortil der afkræves Betaling, altid har været og altid vil være underkastet Mørkets Indflydelse.

De mediumistiske Gaver er fra Begyndelsen givet af Gud, for at Lysets diskarnerede Aander  —  de Yngste  —  gennem et Medium, et Mellemled, lettere kunde komme i Kontakt med Menneskeheden; men Gaverne er ikke givet, for at Menneskene skal misbruge dem og efter eget Forgodtbefindende i Tide og Utide oprette Forbindelser med de døde, eller gennem Eksperimenter skaffe sig Oplysninger om de okkulte Ting, førend disse Forbindelser tillades og disse Oplysninger efter Guds Indsigt og Villie gives til dem, der forud er udvalgt dertil og som i det jordiske Liv fuldtud lader sig lede af Lysets Aander.

Af 10,000 Medier vil sandsynligvis kun eet eneste161 kunne bruges til konstant Mellemled mellem Lysets Aander og Menneskene; af de næste 9,999 vil kun 10 à 12 kunne bruges spontant (uden nogensomhelst Forberedelse fra menneskelig Side), og af disse 10—12 vil maaske 3 à 4 kunne benyttes mere end nogle faa Gange, da Medierne i de allerfleste Tilfælde savner den nødvendige Ydmyghed, den nødvendige Forstaaelse af deres egen Ringhed, og derfor straks vil kræve mere eller straks stige i deres Selvbeundring og deres Magtbegær og eksperimentere videre paa egen Haand, hvorved de meget hurtig vil komme ind under Mørkets Indflydelse.

Resten af det nævnte Antal Medier har en saa svag Mediumitet, at der altid vil være Fare for, at Mediet glider ind under Selvsuggestionens forvirrende Indflydelse, selvom det maaske vil kunne lykkes at faa 1 à 2 ægte162 Forbindelser i Stand. Iblandt det sidste Antal vil tillige findes en Del af de Ældste, der aldrig kan benyttes af Lysets Aander.

Igennem de Meddelelser, der er fremkommet ved de talrige Medier, som i Tidernes Løb har været i Forbindelse med jordbundne Aander eller med de diskarnerede Ældste, har mange Mennesker efterhaanden faaet den Opfattelse, at deres kære afdøde bestandig kredsede om dem, at de var i Stand til at hjælpe med Raad, Advarsler og lignende, at dette Forhold var naturligt, og at det skete med Guds Billigelse. Da de jordiske mediumistiske Forbindelser fra Begyndelsen blev oprettede af de jordbundne Aander og de diskarnerede Ældste uden Guds Tilladelse, maa det igennem de Meddelelser, der her er tilflydt Menneskeheden, staa klart for alle, at et saadant Forhold er abnormt og strider mod de Love, som Gud har givet for Menneskenes Fremgang. Menneskene maa derfor se bort fra denne Misforstaaelse og i Fremtiden erindre: at de bortgangne lever i deres forskellige Sfærer, hvortil de er naaet gennem deres Kamp bort fra Mørket og frem imod Lyset, erindre, at de diskarnerede Menneskeaander ikke længer færdes om dem, fordi de, efter Guds Love, ikke maa opholde sig paa Jorden, erindre, at Opholdet i Sfærerne er en Hvile- og Læretid, og at Aanderne kun vil sinkes og bindes af de efterladtes egenkærlige Længsel og kaldende Tanker.

Men som en Modsætning hertil bør det tillige erindres, at enhver kærlig og taknemmelig Tanke, fri for al egenkærlig Sorg og bitter Længsel, vil naa til de kære i Opholdsstederne og bringe dem stor Glæde, større Glæde end det kan fattes af Mennesker; thi det største som et Menneske kan udrette under sit Jordeliv er det: at kunne vække en ren, inderlig og uegennyttig Kærlighed, der kan bevares og trofast mindes ud over Døden.

 

Saafremt Gud i de kommende Tider har Brug for Menneskene som Hjælpere og Mellemled, saa findes der talrige Midler, ved hvilke Lysets Aander kan kalde paa Menneskene og sætte sig i Forbindelse med dem, naar som helst det ønskes; ligeledes findes nu, som tidligere, mangfoldige Veje, ad hvilke Menneskene kan modtage Advarsler mod truende Farer.

Hvis f. Eks. et Menneskes Liv trues af Angreb fra Mørkets Side og det af en eller anden Grund er hensigtsmæssigt, at vedkommende ikke udsættes for en brat eller for tidlig Død, kan dette Menneske gennem sin Skytsaand modtage en Advarsel. Hertil kan Skytsaanden i Fremtiden, ligesom tidligere, benytte en Menneskeaand, som i det jordiske Liv var en Slægtning eller Ven af den, der skal advares. I Kraft af Skytsaandens Villie163 træder den afdøde synlig frem i den jordiske Verden; ved denne pludselige Tilsynekomst bliver Advarslerne ligesom stærkere understregede og mere troværdige. Mange har saaledes i Drømme164 eller i vaagen Tilstand set en eller anden kær afdød, der, ved Skytsaandens Hjælp, i Ord eller Billeder har advaret de paagældende, saa at de har undgaaet Døden ved Jernbane-, Dampskibs- og andre Ulykker, eller ved Jordskælvskatastrofer og lignende.

Mennesker, der ikke advares, men dør ved den Art Katastrofer, har ved Handlinger i tidligere Inkarnationer ifølge Gengældelsesloven udsat sig selv for at rammes af saadanne Dødsmaader, eller af de Lidelser, der fremkaldes ved Ulykkestilfælde.

 

De Mennesker, som spontant eller mere konstant modtager Budskaber og Meddelelser fra den oversanselige Verden, uden selv at have stillet noget Krav derom, vil altid tillige, direkte eller indirekte, modtage saadanne Beviser, at vedkommende ikke kan være i Tvivl om Budbringerens Identitet eller være i Tvivl om, at de Meddelelser, der modtages, bliver givet med Guds Tilladelse. Bliver en Forbindelse med Menneskene oprettet ved Initiativ fra oversanselig Side, gøres det, som Regel, fordi de paagældende, førend deres Jordeliv begyndte, udvalgtes til gennem Skrifter, Foredrag eller lignende at virke med til Udbredelsen af Kendskabet til og Forstaaelsen af Livet efter Døden. De saaledes kaldede og udvalgte Mennesker bør da ikke lade sig skræmme af deres Medmenneskers uforstandige Domme, deres materialistiske Anskuelser, forudfattede Meninger eller ringe Indsigt i de foreliggende Emner o.s.v., men dristig træde frem med deres Viden, hvad enten de har modtaget denne Viden gennem deres Skytsaand ved almindelig Inspiration, gennem deres egen Mediumitet eller gennem andres. Men det maa være klart for alle, at Meddelelser om det oversanselige, det okkulte, kun bliver givet til meget faa og kun til dem, der igennem deres større aandelige Udvikling (de Yngste eller fremskredne Menneskeaander) kan være Talsmænd for den aandelige Verden165.

Altsaa: Menneskene, Medierne inclusive, bør ingen Sinde selv paakalde de døde; men bliver der kaldt166 fra oversanselig Side paa Menneskene, da maa der svares, og de paagældende bør da søge at efterkomme de kaldendes Ønsker. Al tænkelig Støtte, al aandelig Hjælp vil blive ydet den, der uden Frygt for menneskelige Domme arbejder for Lysets og Sandhedens Fremme.

Men alle, der uden Kaldelse fra Gud og mod bedre Viden optræder som Midlere mellem den sanselige og den oversanselige Verden, vil, for hver Gang vedkommende drager en diskarneret Aand til Jorden, i Lighed med Aanderne, faa et Tidsrum, der svarer til eet jordisk Aar, fradraget den Hvile- og Læretid, som de efter endt Jordeliv ellers kunde gøre Krav paa at modtage. Er Medierne ikke lydhøre for de Advarsler, der her gives dem, vil mange efter den jordiske Død udsætte sig selv for straks at maatte tiltræde en ny Inkarnation uden nogen aandelig Forberedelse.

Til sidst skal Fremsyn og Klarsyn omtales.

De Mennesker, der fuldtud ejer Fremsynets sjældne Evne, er i Mindretal blandt Medierne. Ved Forudsigen af de kommende Ting paatager disse Medier sig et ganske overordentlig stort Ansvar, da de abstrakte Begivenheder, som gennem den Ældstes167 Forudbestemmelser er optegnet og gennem Menneskenes Tanker idelig optegnes af Ætersvingningerne, ikke altid indtræder konkret paa Jordplanet. Ved de fremsyntes Forudsigelser bliver Kendskabet til de muligvis kommende Begivenheder tilgængelige for mange Mennesker, og ved disse Menneskers om Spaadommene idelig kredsende Tanker drages de endnu abstrakt værende Billedoptegnelser hyppigt ind i den for Mennesker konkrete Tilværelse. Derved hæmmes ikke saa sjældent de Yngstes ihærdige Forsøg paa, ved Hjælp af deres stærke Indflydelse (Tankepaavirkning), at forhindre en Del af de Tilskikkelser, som den Ældste har bestemt for Menneskeheden, eller som Menneskene selv skaber sig gennem deres syndefulde Tanker og Begæringer; Tilskikkelser, som de Yngste (Skytsaanderne) ofte kunde mildne, maaske delvis eller endog helt forhindre.

Disse Æteroptegnelser167 gælder saavel det enkelte Menneske som Nationerne i deres Helhed. De og de Tanker, de og de Handlinger betinger de og de kommende Begivenheder saavel for den enkelte som for de mange. Gennem Tanker og Handlinger skaber saaledes Menneskene sig i egentligste og dybeste Forstand deres egne og deres Efterkommeres Liv. Men ved de Yngstes frivillige Hjælp søger Gud at retlede Menneskenes Villie til det gode, og adskillige forbryderiske og grufulde Handlinger er derved blevet hindret i at træde frem paa Jordplanet som konkrete Begivenheder. Hvor det kun angaar det enkelte Menneske, er det lettere for Lysets Aander ved deres Indflydelse at bortslette nogle eller flere af de truende abstrakte Begivenheder. Hvor det derimod angaar hele Nationer, er det ofte meget besværligt at bringe de styrende og ledende ind paa de rette Veje og drage dem bort fra Tanker og Handlinger, der kan omsætte truende abstrakte Æteroptegnelser til jordiske konkrete Tildragelser. Meget ofte mislykkes det for de Yngste, særlig naar de staar over for Mennesker med en stærk individuel Villie, da det i saa Tilfælde næsten er umuligt at føre f. Eks. Statsoverhoveder, Diplomater og Folkeledere bort fra Hadets, Magtbegærets og Misundelsens Afveje og ind paa Tolerancens vanskelige Stier. Nationernes indbyrdes Stridigheder, der saa hyppigt udarter til meningsløse, frygtelige og blodige Krige, kunde dog i mange Tilfælde være hindrede, hvis de ledende og førende i hvert givet Tilfælde altid havde fulgt Samvittighedens manende Røst, i Stedet for at hengive sig til egne Lyster om Selvtægt.

Spaadomme om de tilkommende Ting kan saaledes tit modvirke de Yngstes Arbejde for lysere og lykkeligere Tilstande paa Jorden og bringe netop det frem til Virkelighed, som de Yngste med saa store Anstrengelser søger at hindre.

Kun i de Tilfælde, hvor den fremsynte føler en bydende Tilskyndelse (gennem sin Samvittighed) til at delagtiggøre andre i sin Viden, bør det „sete“ eller det i Ætersvingningerne aflæste aabenbares.

 

Klarsyn, Clairvoyance  —  vil sige, at Mennesket kan se med sit aandelige Syn, spontant eller mere konstant. Evnen til Klarsyn kan, hvis det gøres nødvendigt i en eller anden bestemt Hensigt, udvikles i Kraft af Menneskets Villie eller ved Skytsaandens Hjælp.

De Yngste har til Tider vist sig for clairvoyante, noget som ikke maa forveksles med den fuldkomne Tilsyneladelse, der ses med det fysiske Legemes Øjne.

De fleste klarsynte formaaede ofte i tidligere Tid at se de jordbundne Aander, og mange Mennesker har gennem clairvoyante Medier modtaget Beskrivelser, hvorefter de har genkendt de afdøde. Dog maa det bemærkes, at det i flere Tilfælde ikke har været den paagældende afdødes Aand, som Medierne har beskrevet, men derimod det Tankefantom, som de spørgende uvilkaarlig dannede af den, hvorom der spurgtes. Kun i de Tilfælde, hvor Mediet tillige har kunnet opgive Ting, der var fuldstændig ukendte baade for Mediet og for de spørgende, kan man, naar det meddelte, ved anstillede Undersøgelser, har vist sig at være i Overensstemmelse med Sandheden, være sikker paa, at det har været Aanden selv og intet Tankefantom. Men som tidligere sagt (i Kommentaren): Menneskene bør i Fremtiden ikke søge Oplysninger om de døde.

 

Det ved Døden afkastede Hylster eller Isolationslag, som findes mellem Aand og Legeme, er af klarsynte tit blevet forvekslet med afdødes Aander. En Aand, selv den mest syndefulde, vil altid se ud som et levende Væsen, hvorimod det afkastede Hylster nærmest ligner en Maske. Paa Steder, hvor der findes store Mørkeophobninger, holder Hylstrene sig ofte i lange Tider, da de kun kan opløses og opsuges af Lyset; mange klarsynte har i Tidernes Løb set disse Hylstre, som bedst kan betegnes ved Benævnelsen „Spøgelser“.

De Ældstes Mørkehylstre opløses kun af Mørket og holder sig derfor længe paa Steder, hvor der findes stærke Lysudstraalinger, da Lyset ikke kan opsuge det Mørke, hvoraf Hylstrene er dannet, førend Mørkets Udstraalinger har opløst dem.