KRISTEN OG LISE.

 

 

Nær Skovens stille Vej, nær et faldefærdigt Led,
der ligger Godsets Smedje, og unge Kristen Smed

ved Essens røde Lue, ved Hammer og Bolt

nu tænker paa de Sorger, ham Lise har forvoldt.

 

 

 

„Grevindens Kammerpige er Lise, min Skat;

men ikke jeg begriber, hvordan hun har det fat;

da jeg om Bryllup talede, saa drillende hun lo:

du kan vel ej forlange, jeg skal i Smedjen bo!

 

 

 

Nej, Kristen, du skal bygge mig saa kønt et lille Hus;

ret her saa skal det ligge under Træers stærke Sus,

hvor Skovstien snor sig mellem Bøgeløv og Krat,

hvor Bækkens Bølger danse en munter Tagfat.

 

 

 

En Have maa der være med Blomster i Bed,

derude vil jeg sidde i de lyse Aftners Fred,

der vil jeg se paa Havet, naar Solens sidste Glød

bag Bakkekammen svinder og farver Himlen rød.

 

 

 

Og i den varme Stue ved min Rok jeg sidde vil,

naar Vinteren er barsk og Stormen er paa Spil.

Et Køkken maa jeg have, to Stuer, lyse, smaa;

paa Loftet Gæstekamret du ikke glemme maa! –

 

 

 

Saa bøjed hun med Ynde sin Hals saa hvid og slank:

Paa Kistebunden har du jo mangen Daler blank!

de mørke klare Øjne saa listelig slog Smut. – –

Ja, saadan er min Lise, den søde lille Glut!

 

 

 

Nu har jeg hastig muret og tømret mig et Bo,

og mente, jeg skulde i Sjælen faa Ro.

Grevinden har mig lovet, at Lise min Brud

skal vorde, før Som’ren er rundet ganske ud.

 

 

 

Dog naar jeg Lise beder bestemme en Dag,

hun svarer kuns hastelig: det har jo intet Jag!

Hans Naades jydske Tjener, Anders Jensen, det Skarn,

jeg tror forvist har fanget min Lise i sit Garn.

 

 

 

Men næste Gang hun kommer til Smedjen igen,

jeg ganske sikkert spørger: naa, hvem er din Ven? –

Og er det Anders Jensen, den lumske Krabat,

da fluks skal jeg tage med ham en Dravat“. –

 

 

 

Han hamrer og han banker paa den glødede Tang,

alt medens han fløjter en Vise saa lang.

I Aftenens Stilhed de stærke Slag genlød,

fra Essen Luen flammed i den rødeste Glød.

 

 

 

Men se! der er jo Lise i sin lyse Sirtses Dragt;

den mørkebrune Fletning som en Krone er lagt

omkring den høje Pande og Kindens bløde Rund,

de dybe Smilehuller le omkap med hendes Mund.

 

 

 

Hun løber og hun danser ad Markens smalle Sti.

„Hun har vel ej i Sinde at gaa min Dør forbi!“ –

Saa Kristen han tænker, da Lise han bli’r var.

Han kigger og han spejder ad Vindvets matte Glar.

 

 

 

Nu staar hun alt ved Døren og lytter derind.

Han hamrer og han fløjter ved Luens klare Skin;

med Haanden han stryger sit store, blonde Skæg

og stirrer til Siden paa den sodede Væg.

 

 

 

„Hør Kristen, her jeg bringer hendes Naades Smykkeskrin,

hun Nøglen ej kan finde – den lille er og fin;

hun lader dig sige, du Laasen aabne skal,

hun Smykkerne skal bruge ved de unges Sommerbal!“

 

 

 

Saa rakte Lise Skrinet ham med rødmende Kind,

og kærligt hun saa ham i det klare Øje ind.

Men Kristen han lirked i Laasen med List,

imedens han skottede til hendes høje Vrist.

 

 

 

Hans Blikke Lise fulgte, og muntert hun lo.

„Ja er de ikke kønne, mine sorte, blanke Sko?

Af Anders Jensen fik jeg dem ved sidste Julefest;

det er de Sko, det siger han, der klæ’r mig allerbedst.“

 

 

 

„Ja vist, min kære Pige, er det nysselige Sko;

men Spændet, lille Lise, det er ej blankt mintro.

Kom, sæt du her paa Stolen den lille Fod saa net,

at ret vi kan betragte den stygge, mørke Plet.“

 

 

 

Saa smisked Kristen listig og saa paa sodet Væg,

med Haanden han trak i det store, blonde Skæg.

Fluks Lise satte Foden mod Træstolens Kant,

og Kristen sig bøjede, polisk og galant.

 

 

 

Men pludselig i Latter saa hjertelig han brast,

han havde draget Skoen af hendes Fod i Hast.

„Hvad er det dog jeg ser – nej nu har jeg nok,

din Taa, lille Lise, et Hul paa din Sok!“

 

 

 

Da satte Lise Foden mod Gulvet i Harm,

vredt pressed hun Haanden mod den svulmende Barm.

„Jeg hjulpet har Grevinden og syet den hele Dag,

slet ikke har jeg siddet for mig selv i Ro og Mag!“

 

 

 

Men Kristen slængte Skoen paa Dørbrættet op,

saa sprang han hen til Essen i et eneste Hop;

han trak i Blæsebælgen og pusted Luen klar,

den skinned og straaled gennem Rudens matte Glar.

 

 

 

I Lises mørke Øje stod en Taare saa blank,

hendes Hjerte stod stille, og Modet det sank.

„Giv fluks mig nu Skoen!“ – i Armen hun drog,

hun trak i Skødeskindet, ham over Nakken slog.

 

 

 

Men Kristen han hamred, det buldred og det klang,

han fløjtede en lystig, en jublende Sang. –

„Gaa du til Anders Jensen, han er en Herre fin;

hos ham du ej behøver at stoppe Uld og Lin!

 

 

 

En Smedekone, Lise, det ved du vel nok,

maa altid kunne bøde et Hul paa sin Sok.

Nej, ikke faar du Skoen, før du nævner den Dag,

da ud du vil danses af Pigernes Lag!“

 

 

 

Saa lagde han Armen om hendes slanke Liv.

„Naar, Lise, vil du blive min egen søde Viv?“ –

I Haanden hun gemte sit Ansigt, bly og bleg,

imedens hede Taarer ad Kinden sig sneg.

 

 

 

„Ja, Kristen, lad os sætte den Dag til Sankte Hans,

naar Egnens Piger binde af Blomster Somrens Krans;

naar Baalene de blusse i Nattens Mørke ud,

da, Kristen, vil jeg blive din egen, din Brud“.

 

 

 

„Ret saa, lille Lise, nu stoler jeg derpaa“.

Han kyssed hendes Mund og i Øjet hende saa.

„Nu smisker du ej mere med Anders, den Nar,

jeg troede, at hans Billed i Hjertet du bar!“

 

 

 

Ja saa fik Lise Skrinet og paa Foden sin Sko;

de morede sig kostelig, og begge to de lo.

Hun nikkede og vinkede, han smiled og sang;

saa løb hun over Stien, hun dansede og sprang. –

 

 

 

Nu Kristen staar ene i Smedjens lave Dør.

„Gid Lise dog vil holde sit Løfte som hun bør!“

Mildt Aftenklokken ringer sin Fred over By,

og Solens sidste Straaler rødner den hvide Sky.

 

 

 

Vinden sagte vifter om hans blussende Kind,

han stirrer i Skovens det dybe Mørke ind.

Han lukker Smedjens Dør med Krog og med Laas,

og styrer imod Byen sin sindige Kaas.

Med Fest deres Bryllup skal fejres til Sankt Hans,

naar Egnens Piger binde af Blomster Somrens Krans.

Ja, lad os alle haabe, til Midsommerdag

at lille Lise danses af Pigernes Lag!

 

Chr. Winther.

1911.