Kristus
I Julenats Stunder
der bragtes til Jord,
mens Hyrderne blunder,
en Glæde saa stor.
I Bethlehems Stalden
der fødtes Guds Søn,
og Englenes Kalden
lød Hyrder i Løn.
Fra Marken de skrider
til Kvinden, der lider,
til Krybben, hvor Barnet blev lagt.
Paa Himmelen tændtes
en Stjerne saa bold.
Fluks Blikkene vendtes
fra Jorderigs Vold;
og Hyrderne siger
til Kvinden de Ord:
“Nu Mørket brat viger,
hvor Mennesker bor!”
Højt Englene sjunger
med jublende Tunger,
og Hyrderne knæler i Bøn.
Det Barn skal opbygge
en Kærligheds Tro.
Hans Aand overskygge
vor Gerning saa fro!
De sorgfyldte Dage
med Mørke og Nat
forsvinder saa fage,
er Øjet opladt.
Og Kristus til Himlen
fra Menneskevrimlen
skal hæve hver Synder af Død.
Krist loved at bære
fra Faderen Bud,
en Frelser at være
og vidne om Gud,
at taale og tie,
at tale med Fynd,
med Taalmod at bie
paa alle i Synd,
til Jorden at fødes,
paa Korset at dødes
at frelse hver Menneskesjæl.
Fra Krybben til Graven,
en tornestrø’t Vej.
Til Støtte ham Staven
blev givet, at ej
ham Satan skal daare
med Synden i Pagt,
ej Folket ham kaare
til Konge med Magt.
Den Helligaands Naade
ham drager af Vaade,
ham kalder til Strid og til Død!
Paa Korset han hængtes,
for Fjender han led;
mod Herren han længtes,
med Livet han stred.
I Klippen med Kvide
en Grav de ham gav.
Alverden maa lide;
thi brudt er hans Stav.
Disciplene græder,
og Taarerne væder
hans Legem, der tømte vor Kalk.
Op Kristus fra Døden
ved Paaskefest fo’r,
og sonet blev Brøden
for Sjæle paa Jord.
Han Freden har sænket
i Menneskers Bryst;
han Haabet har skænket
vort Hjerte med Lyst.
Hans Død skal os lære,
vi Livet med Ære
skal leve fra Vugge til Grav.
Alverden skal fødes
til Vandring paa Jord,
dog ingen bortstødes,
saa lyder Guds Ord;
thi Skaberens Øje
os følger og ser,
om bort vi vil skøje
til Ufred og mer,
Guld, Ære og Livet,
som her os er givet
at vogte og værne mod Tant.
Til Jorden ej fødes
et Menneskepar,
der ikke tilskødes,
hvad Livet dem bar.
Saa vælg da de Veje,
som Herren vor Gud
i Menneskers Eje
har givet i Bud.
Vi alle skal lide,
mod Helvede stride,
til Havet og Jorden forgaar!
N. F. S. Grundtvig.
24. April 1911.
Medium: Bettina.