Kristus

     I Julenats Stunder

     der bragtes til Jord,

     mens Hyrderne blunder,

     en Glæde saa stor.

     I Bethlehems Stalden

     der fødtes Guds Søn,

     og Englenes Kalden

     lød Hyrder i Løn.

     Fra Marken de skrider

     til Kvinden, der lider,

til Krybben, hvor Barnet blev lagt.

     Paa Himmelen tændtes

     en Stjerne saa bold.

     Fluks Blikkene vendtes

     fra Jorderigs Vold;

     og Hyrderne siger

     til Kvinden de Ord:

     “Nu Mørket brat viger,

     hvor Mennesker bor!”

     Højt Englene sjunger

     med jublende Tunger,

og Hyrderne knæler i Bøn.

     Det Barn skal opbygge

     en Kærligheds Tro.

     Hans Aand overskygge

     vor Gerning saa fro!

     De sorgfyldte Dage

     med Mørke og Nat

     forsvinder saa fage,

     er Øjet opladt.

     Og Kristus til Himlen

     fra Menneskevrimlen

skal hæve hver Synder af Død.

     Krist loved at bære

     fra Faderen Bud,

     en Frelser at være

     og vidne om Gud,

     at taale og tie,

     at tale med Fynd,

     med Taalmod at bie

     paa alle i Synd,

     til Jorden at fødes,

     paa Korset at dødes

at frelse hver Menneskesjæl.

     Fra Krybben til Graven,

     en tornestrø’t Vej.

     Til Støtte ham Staven

     blev givet, at ej

     ham Satan skal daare

     med Synden i Pagt,

     ej Folket ham kaare

     til Konge med Magt.

     Den Helligaands Naade

     ham drager af Vaade,

ham kalder til Strid og til Død!

     Paa Korset han hængtes,

     for Fjender han led;

     mod Herren han længtes,

     med Livet han stred.

     I Klippen med Kvide

     en Grav de ham gav.

     Alverden maa lide;

     thi brudt er hans Stav.

     Disciplene græder,

     og Taarerne væder

hans Legem, der tømte vor Kalk.

     Op Kristus fra Døden

     ved Paaskefest fo’r,

     og sonet blev Brøden

     for Sjæle paa Jord.

     Han Freden har sænket

     i Menneskers Bryst;

     han Haabet har skænket

     vort Hjerte med Lyst.

     Hans Død skal os lære,

     vi Livet med Ære

skal leve fra Vugge til Grav.

     Alverden skal fødes

     til Vandring paa Jord,

     dog ingen bortstødes,

     saa lyder Guds Ord;

     thi Skaberens Øje

     os følger og ser,

     om bort vi vil skøje

     til Ufred og mer,

     Guld, Ære og Livet,

     som her os er givet

at vogte og værne mod Tant.

     Til Jorden ej fødes

     et Menneskepar,

     der ikke tilskødes,

     hvad Livet dem bar.

     Saa vælg da de Veje,

     som Herren vor Gud

     i Menneskers Eje

     har givet i Bud.

     Vi alle skal lide,

     mod Helvede stride,

til Havet og Jorden forgaar!

        N. F. S. Grundtvig.

24. April 1911.

Medium: Bettina.