Løftet.

SKØNT nedenstaaende Beretning ikke kan bekræftes af andre, da jeg af private Grunde ikke ønsker at navngive de Personer, som har spillet Hovedrollen deri, vil jeg dog medtage den, fordi den meget tydelig viser, hvilke Krav der blev stillet til os i Retning af absolut Tillid til vore aandelige Ledere; og tillige, hvor vanskeligt det meget ofte var for os at have denne absolutte Tillid.

Ved en bestemt Lejlighed modtog jeg en Anmodning om at yde et Laan paa 200 Kr.; men paa Grund af flere forskellige ekstraordinære Udgifter var jeg nødt til at give et Afslag. Ganske vist havde jeg Pengene, men de skulde anvendes til vor Husleje, der skulde udbetales godt 14 Dage senere, og jeg vidste, at jeg umuligt kunde faa Laanet tilbagebetalt til den Tid; følgelig maatte jeg afslaa at yde min Hjælp her.

Samme Aften kaldte min Svigerfader paa os og bad mig, om jeg alligevel vilde give det omtalte Laan; han vilde garantere mig for, at jeg ikke vilde komme til at savne disse Penge. Men da enhver jo er sig selv nærmest, blev mit Svar: at hvis jeg ikke kunde faa at vide, hvorfra eller hvorledes jeg selv skulde faa dem, kunde jeg ikke paatage mig Laanet. Min Svigerfader sagde da: »Jeg giver dig i Guds Navn mit Ord paa, at du vil faa de 200 Kr., naar du skal bruge dem.« Ja, saa blev min Hustru og jeg enige om, at vi maatte følge hans Opfordring, og Pengene blev afleveret, skønt vi ikke paa nogen Maade kunde begribe, hvorfra eller hvorledes vi skulde faa dem igen.

Dagene gik — og der kom ingen Ting. Aftenen før jeg skulde betale min Husleje, var de endnu ikke kommet, og jeg maa tilstaa, at jeg i høj Grad tvivlede om, at de kom. Og da vi endnu havde vore tidligere falske Oplevelser i Minde, blev vi ængstelige for paa ny at have faaet Forbindelse med et Væsen, der vilde føre os vild, og — skønt Løftet var givet i Guds Navn — blev vi enige om, at jeg hellere selv maatte sætte mig i Bevægelse for at laane Pengene, til jeg kunde faa mine egne tilbage.

Som sagt saa gjort. Samme Aften fik jeg dem ved at henvende mig til en Slægtning, — men det var jo absolut ikke det, vi havde ventet; vi havde forstaaet, at de vilde komme til os uden nogen som helst Ulejlighed fra vor Side. Med andre Ord, vi var meget lidt tilfredse med denne Løsning af Spørgsmaalet. Men — saa kom alligevel den rette Løsning.

Dagen efter, kort før jeg skulde udbetale min Husleje, fik jeg 200 Kr. som en Gave fra et Menneske, der intet vidste og intet kunde vide om, at jeg stod og manglede netop denne Sum. Og lad mig med det samme tilføje, at der for os ikke var nogen Grund til at vente nogen som helst Gave fra nogen som helst, tilmed da det den Dag hverken var min Hustrus eller min Fødselsdag; Gaven kom med andre Ord som »et Lyn fra en klar Himmel«, fuldkommen uventet.

Det er vanskeligt at beskrive vore Følelser; men i hvert Tilfælde kan man nok forstaa, at vi følte os meget beskæmmede over at have udvist en saa ringe Tillid til det givne Løfte. Da vi talte med min Svigerfader, sagde han: at de Løfter, der af Lysets Aander gives deres Myndlinge i Guds Navn, altid vil blive holdt, samt at det var ganske utænkeligt, at han vilde have aflagt et falsk Løfte. Han fortalte, at han havde vidst, at vi vilde faa den Gave, og at vi netop vilde faa den paa den Dag, hvor vi skulde udbetale de 200 Kr., derfor havde han sagt: at vi vilde faa Pengene, naar vi skulde bruge dem. —

For min Hustru og mig er det ganske umuligt at gaa med til at forklare det forefaldne som en telepatisk Hændelse. Vi anede intet om, hvor Pengene skulde komme fra, og det Menneske, der gav os dem, vidste absolut intet og kunde intet vide om vore private Forhold, ja, kunde umuligt vide noget om, at vi havde laant vore Huslejepenge ud, hvorved vi stillede os selv blot. For os er der kun een eneste Forklaring, nemlig den, min Svigerfader gav os: at han havde vidst Besked om det, der vilde komme, og at han havde Tilladelse til at sige os det, for at vi kunde hjælpe en anden over en indtruffen Vanskelighed.