Lysets og Mørkets Magter.

VED de Bordséancer, der blev foranstaltet, efter at vi var kommet i Forbindelse med min Svigerfader, var J.’s Skytsaand den saakaldte »aandelige Leder«. Min Svigerfader var til Stede som Repræsentant for Lysets Magter og søgte bestandig ved sine Fællers Hjælp at slaa Kres om J. under Séancerne med den Hensigt, saa vidt det var gørligt, at holde Mørkets Magter fra at blande sig i det, der skete, og hindre, at disse skulde faa Overtaget og blive de ledende.

Som det er fortalt i »V. m. L.« Side 219 (øverst paa Siden), samlede store Skarer af jordbundne Aander sig paa de Steder, hvor Lysets Aander søgte Forbindelse med Mennesker. Mange af disse ulykkelige Væsener droges til Séancekresene Verden over i det Haab, at Mennesker ved en kærlig Forbøn vilde udløse dem af deres frygtelige Tilværelse. Mange kom kun for at lave Narrestreger, for at vildlede, og mange ondskabsfulde Væsener kom ene og alene for at gøre Skade.

Paa Grund af de jordbundne Aanders uhyre Mængder var Lysets Repræsentanter altid i Minoritet, hvorfor det ved Séancerne hovedsagelig kom an paa det paagældende Mediums moralske Habitus, om Mørkets eller Lysets Magter skulde sejre.

Efter min Svigerfaders Opgivelse var det altid overordentlig vanskeligt at lede vore Séancer, fordi Mørkets Repræsentanter vidste, hvad det gjaldt. Lykkedes det at lede J. over alle Skærene, saa at hun for Alvor kunde blive den eftersøgte Midler for Lysets Aander, da vilde det Herredømme, som Mørkets Aander førte over Menneskene, brydes og til sidst helt tilintetgøres.

Vi vidste dengang intet om den Kamp, der førtes mellem disse for os usynlige Væsener; men i Tidens Løb fik vi det at føle paa mange forskellige Maader. Der kom en Tid, hvor vi i høj Grad undrede os over, at meget af det, som min Svigerfader ved vore private Séancer fremkom med, ved nærmere Eftersyn viste sig at være unøjagtigt eller løgnagtigt. Samtidig klagede J. over, at hun ikke kunde forstaa, hvorfor hun undertiden havde en Følelse af Ubehag, naar hendes Fader meldte sig ved Séancerne; hun følte det, som om der rejste sig en Ismur imellem dem, eller ogsaa følte hun en heftig Vrede, hvis Aarsag hun ikke forstod.

I en lang Periode havde vi saaledes en Mængde ubehagelige Oplevelser, selv om vi samtidig erfarede meget skønt og sandt. Paa samme Maade gik det ved vore Kresséancer, dog ikke i saa høj Grad som ved de private. Et Par Tilfælde vil jeg dog fremdrage her.

Igennem de omtalte Inkarnationsberetninger havde Kresens Deltagere, hvad der jo var meget naturligt, fattet Interesse for deres tidligere Jordeliv, og en Mængde Spørgsmaal desangaaende blev stillet til de usynlige Gæster. Spørgsmaalene blev altid prompte besvaret; men J. holdt ikke rigtig af disse Spørgsmaal, fordi det jo aldrig kunde kontroleres, om det, der paastodes var sandt eller ej.

Ved en Lejlighed, hvor der for en Slægtning blev opgivet en Inkarnation, der laa saa nær op ad Nutiden, at den kunde kontroleres gennem Undersøgelser paa de opgivne Steder, blev vi enige om at gøre et Forsøg paa at faa det bekræftet. Min Søster Fru L. paatog sig at undersøge Sagen. Men al hendes Efterforskning gav kun negative Resultater. Intet af det, der var blevet meddelt, viste sig at være i Overensstemmelse med Sandheden. Saa opgav vi Inkarnationsspørgsmaalene.

En anden Gang meldte der sig en Indianer-Aand, en gammel Inka; han gav en livfuld, meget fantastisk Beretning om Livet paa Mars. Fortalte om Beboernes høje Kultur o.s.v. Et Spørgsmaal fra min Side angaaende Marsmusikkens ToneIntervaller syntes et Øjeblik at bringe ham ud af Fatning; men straks efter kom dette Svar: »De staar paa Højkant.« Svaret virkede unægtelig forbløffende, vi kom selvfølgelig til at le af dette oplagte Vrøvl og bad ham forsvinde; vi havde faaet nok af den Tønde.

Ligeledes hændte det, at vi før Lotteritrækninger fik Meddelelse om større eller mindre Gevinster. Og da vi jo, som før fortalt, havde haft en spontan Oplevelse med en Lotteri-gevinst, gik vi i Begyndelsen gladelig med til at tro paa Rigtigheden af det, der var fortalt os. Men vi blev grundig belært om det løgnagtige i disse Forudsigelser.

Alt i alt begyndte min Hustru at blive træt af det ene Øjeblik at have Oplevelser, der virkede ganske overvældende i deres Sandhed, det næste at faa meddelt Ting, der virkede ganske deprimerende; og hun sagde ofte: jeg forstaar ikke, hvorledes dette hænger sammen, noget galt maa der være et eller andet Sted! Spurgte vi min Svigerfader, svarede han altid: at vi var omgivet af onde Væsener; men vi maatte selv søge at forstaa det, der skete.

Saa kulminerede det hele ved en bestemt Lejlighed — og derefter fik vi Fred for disse upaalidelige Meddelelser: En Dag, J. var alene, kom hendes Fader og sagde, at han ønskede hendes Hjælp; om hun vilde høre godt efter, saa vilde han forklare hende, hvad han ønskede hun skulde gøre. Han talte til hende om flere forskellige Mennesker, der under deres sidste Jordeliv indadtil havde været et og udadtil noget ganske andet. Disse Menneskers Aander var ikke jordbundne, de levede i deres Sfærehjem, men følte sig bestandig trykkede af Erindringen om deres Falskhed i Jordelivet, idet deres Slægtninge og Venner kendte dem ud fra ganske falske Forestillinger om deres inderste Væsen. Han gik nu i Detailler for hver enkelt, som han nævnede, og bad J., om hun, da alle disse nu, igennem ham, i hvert Fald over for eet Menneske havde erkendt deres mindre heldige Optræden, vilde gaa i Forbøn for dem, saa at de kunde komme bort fra disse trykkende Erindringer. J. lovede at gøre det, men bad sin Fader komme til Stede, da hun umuligt kunde huske deres Navne, eller hvad det drejede sig om.

Da Tidspunktet var kommet, da J. vilde bede for dem, og hun følte sin Fader hos sig, hørte hun pludselig, at han med en meget høj Stemme sagde: »Det er Løgn alt hvad jeg har sagt!«

Som rimeligt er, blev J. et Øjeblik ganske forvirret, medens hun tænkte: hvad er dog Meningen med alt dette! I det samme hørte hun en skøn, alvorlig Stemme sige: »En Bøn kan aldrig skade!« Ja — tænkte hun — det er sandt! Jeg kan umuligt vide, om disse Mennesker har handlet, som det blev sagt til mig, men har de handlet saaledes, saa kan jeg maaske gøre uendelig megen Skade ved ikke at bede for dem! Og saa bad hun for dem alle; hun hørte sin Fader gentage deres Navne og det hvorom det drejede sig. Og hun hørte den samme skønne, alvorlige Stemme sige: alt er tilgivet, alt er slettet! —

Enhver kan vel forstaa, at denne Oplevelse, som J. fortalte mig næste Morgen, maatte gøre et dybt Indtryk paa os. Ved en paafølgende privat Séance spurgte vi min Svigerfader om Grunden til, at han (J. mente jo, at det var ham) havde sagt, at hans Meddelelse var Løgn. Min Svigerfader svarede: at han ikke kunde forklare hende det, hun maatte selv finde ud af, hvad der var sket; men han vilde udtrykke sin Glæde over, at hun, trods Tilraabet, var gaaet den rette Vej. Vi talte længe med ham, og han søgte paa alle Maader at opmuntre os og at styrke vor Tillid til ham og til Gud.

Da vor Séance var endt, og vi havde talt lidt med hinanden, kaldte, som det syntes, min Svigerfader atter paa J. og sagde noget til hende. Hun gentog ikke det sagte, som hun plejede at gøre, men sad et Øjeblik ganske stille; pludselig saa jeg, at hun blev meget bleg, og i samme Øjeblik slog hun et kraftigt Slag i Bordet med det Udraab: jeg vil ikke høre paa den Løgn — kan du i Guds Navn gentage det, du sagde, vil jeg tro dig, ellers skal du forsvinde — og kom saa ikke her mere! —

Vi ventede lidt, men Bordet stod ganske stille — Ordene blev ikke gentaget. Men kort efter hørte hun sin Fader sige: Jeg skal forklare dig, hvad der er sket! og da J. følte usigelig Glæde ved denne Aands Nærværelse, indvilligede hun straks, og Svigerfader — for denne Gang var det ham — forklarede da: at det Menneske, der ønskede at være Midler mellem Lysets Verden og Menneskene ud fra sit inderste Jeg maatte lære at skelne skarpt mellem Lysets og Mørkets Magter. Det havde ikke nyttet noget, hvis han bestandig havde sagt: nu staar du overfor en Mørkets, nu overfor en Lysets Aand, saa havde hun aldrig lært at skelne selv. Han forklarede, at hendes Kærlighed til ham og hendes Tillid til hans Hæderlighed havde bragt Sejren hjem for hende. Og han fortalte, at en Mørkets Aand i lange Tider havde søgt at efterligne hans Stemme og hans Maade at tale paa, og at hun havde følt Bedraget uden dog at kunne gøre sig klart, hvad det var der skete. Men i det Øjeblik, da hendes Sandhedskærlighed rejste sig imod den Løgn, der blev sagt, og hun med fuld Villiestyrke krævede den gentaget i Guds Navn, var denne onde Aands Magt brudt overfor hende, og hun vilde i Fremtiden være fri for hans Indblanding. —

Fra det Øjeblik førtes min Hustru langsomt, men sikkert, ind paa det store Arbejde, der ventede hende og mig. Uden at hun havde den fjerneste Anelse om, hvor det bar hen eller hvad der krævedes af hende, lod hun sig lede af Lysets usynlige Magter. —