MEMENTO.

 

 

En Daare jeg var, mens jeg leved paa Jord,
mig fattedes Ungdom og Mod;

mit Liv var stakket, min Glæde ej stor,

kun faa var mig venlig og god.

Jeg saa paa de andres sorgløse Færd

med Uro og Harm i mit Sind,

for mig var der intet forsonende Skær

over Livets gøglende Spind.

 

 

Vel mange har troet, jeg ejed en Skat

i Sangenes tonende Strøm;

men Tanken var svag, og Ordet var mat,

det hele blev kun til en Drøm. –

Nej aldrig jeg vandt mig et straalende Navn,

jeg kæmped, men sejred dog ej;

tilbage blev kun et sviende Savn

og Døgnlivets trælsomme Vej.

 

 

Jeg knytted min Haand i brændende Had

mod Alverdens skabende Gud;

thi aldrig jeg fik, hvor meget jeg bad,

han sendte mig aldrig et Bud.

Jeg sled og slæbte hver eneste Dag,

jeg lukked knap Øjet til Blund;

det var ej saa let og lige en Sag

at finde til Hvile en Stund.

 

 

Jeg ribbed som Fuglen mit Bryst for Dun,

til Huden var nøgen og bar;

en Rede jeg bygged saa blød og saa lun,

ak Gud! kun ringe den var.

Snart banked Armod og Sult paa min Dør,

thi Sygdom og Sorg var min Gæst;

jeg kunde ej hygge min Rede som før

mod Uvejrets hvirvlende Blæst.

 

 

Da spurgte jeg bittert i Vrede og Harm:

Hvem raader for Menneskers Vel?

Til Verden en fødes saa ussel og arm,

han kender ej Lykke, ej Held;

og en fik givet Rigdom og Magt,

hans Liv gaar let som en Leg;

af Rangspersoner han ejer en Vagt,

der fjerner al Strid fra hans Vej.

 

 

Hist lyser en Mand, begavet med Vid,

her virker en Kunstens Mæcen;

som Herre en fødes, en anden med Slid

maa hugge til Vejene Sten.

En danser saa fro over Hjerterne hen,

er ikke til ringeste Gavn;

en lever paa Borg, en sviger sin Ven,

en dør med et skamskændet Navn.

 

 

Saa ofte jeg spurgte med Gru i min Sjæl:

er Gud da alkærlig og god?

Hvi træder han selv sit Barn under Hæl,

hvi skaber han Mænd uden Mod?

Se, Klinten blandt Hveden vokser sig stærk,

den spreder i Mulden sit Frø,

og Ukrudtet kvæler Guddommens Værk,

saa Udsæd og Kerne maa dø!

 

 

Jeg grubled, jeg led, en Daare jeg var,

kun Øde, kun Tomhed jeg fandt;

kun Flænger og Saar i Sjælen jeg skar,

mens Dage og Aaringer svandt.

Da kom den lumske, den snigende Død

til mit Hjem en vinterkold Dag.

Hans Øje brændte med stingende Glød;

da blev jeg saa ussel og svag.

 

 

Jeg klamred mig vildt i min sidste Stund

til Livet, der ebbede ud.

Ak Gud, før jeg lukker mit Øje til Blund,

da send mig et eneste Bud!

Jeg ræddes for Tomheds bælgmørke Grav,

for alt hvad der venter mig hist;

hvi tager du atter det Liv, du mig gav,

ak, skænk mig en kortvarig Frist!

 

 

Men Døden var ubarmhjertig og kold,

han ejer ej Mildhed i Sind.

Med Angest jeg gav min Sjæl i hans Vold,

og stille jeg slumrede ind. –

Saa gik der en Stund i Dødssøvnens Favn,

kun langsomt til Klarhed jeg kom.

Da hørte jeg Stemmer, en nævned mit Navn

og stævned mig frem til min Dom.

 

 

Nu talte Stemmen om Jordlivets Nød,

om Himmelens Hvile og Fred.

Den talte om Synd, om hvad jeg forbrød,

og hvorfor jeg kæmped og led.

Saa drog forbi mig i Billeders Flok

mit hele usalige Liv;

jeg raabte: Ak Gud, nu er det vel nok! –

men Stemmen mig svarede: „Bliv!“

 

 

Og atter jog Syner mig lynsnart forbi,

de viste mig selv, som jeg var;

jeg stirred og sukked: Ak slip mig dog fri! –

men ikke et eneste Svar.

Jeg fulgte mit Liv fra Fødsel til Død,

ej synlig en Haand holdt mig fast.

Med Anger og Gru min Synd jeg fortrød,

og til sidst min Trodsighed brast.

 

 

Da hørte jeg Stemmer, en nævned mit Navn,

den talte med Højhed og Ro:

„Du Menneskesjæl, kom hid i min Favn,

jeg byder dig ind i mit Bo.

Du sendtes til Trældom paa Jorderig,

du skulde jo højne din Aand,

men aldrig jeg leded dig fremad med Svig,

du gik ej i Lænker og Baand.

 

 

Jeg viste dig Vejen, du selv maatte se

at finde den Sti, der var god,

der fører igennem al Jorderigs Ve

og giver til Vandringen Mod.

Ja var end din Gerning saa tung og saa svær,

med Arbejde, Sygdom og Nød,

du burde ej glemt, at jeg var dig nær

og bød dig til Hvile mit Skød.

 

 

Du bad ej med Tro, du krævede blot,

og det er ej Vejen til Gud;

det nytted kun lidt, du bygged et Slot

af Hovmod og Daarligheds Skrud;

du skulde mig bedt med Tro og med Haab,

da havde jeg opfyldt din Bøn.

Du Menneskesjæl, kom ind til din Daab,

og modtag dit Jordelivs Løn“. –

 

Chr. Wilster.

1911.