Morgenrøde.

 

 

End hviler natten dunkel over verden,

den klare at i mit astrale hjem;

end er ej vågnet fugleskarens færden,

og ingen skovens dyr sig lister frem; –

da lysner det i øst, og svage stråler

frempipper over horisontens rand, 

og nu – nu gydes morgnens fulde skåler

hen over byer, skov og dunkelt vand.

 

Og alle fugle stemmer deres struber,

og alle skovens dyr nu iler frem;

og lyset trænger ned i mørkets gruber,

og rosenrøde fylder mildt mit hjem.

Nu griber jeg min strengeleg, o venner,

og slår med øvet hånd den gyldne streng,

og synger hver en sang, mit hjerte kender,

om elskov, lyst og duft, om skov og eng.

 

O morgenrøde efter nattens mørke!

O kærlighedens gyldentrøde lys!

O denne livets atter vågne styrke!

O du Fornyelsens sælsomme Gys!

Så hil dig, denne verdens morgenrøde!

Her står jeg, sangerlyren i min hånd,

beredt en navnløs jubels fryd at møde

med renset hjerte og med frigjort ånd.

 

Holger Drachmann.

Seance 1. fbr. 1911.

Frembringelsestid: 10 min.

Medium: Kaj.