Redaktørens kommentar til “En Bekendelse” og “Den tabte Frugtkerne”

     Skønt vi plejer at lade Navnene på Forfatterne til de mediumistiske Meddelelser stå for Mediets og Seancelederens Regning, mener vi dog i dette Tilfælde lige så vel som ved Lignelsen under samme Mærke i Aprilheftet 1911 at burde tage udtrykkeligt Forbehold. Det her benyttede Navn er så betydningsfuldt, at vi formener det uforsvarligt at anerkende Rigtigheden deraf uden udtrykkeligt og afgørende Bevis, og sådant er ikke fremkommet, såvidt vi forstår. Hertil kommer, at denne Lignelse efter vort Skøn kun er en Efterligning af Lignelsen om det vildfarne Får (Matth. 18, 12-14), men på langt nær så fuldkommen, idet Ansvaret for Fejlen her falder på Gartneren, men i hint på Fåret, der er gået bort fra Hjorden. Og denne Misvisning fører, om der bygges videre på den, til farlige Konsekvenser.

     Da det her drejer sig om Vejledning i åndelige, religiøse Spørgsmål, må vi for vort Vedkommende bestemt hævde Nødvendigheden af afgørende Bevis for Identiteten i et sådant Tilfælde. Når det drejer sig om et Digt af Drachmann eller en Parabel af Gustav E., er Identiteten måske ikke det vigtigste, men derimod i første Række at fastslå Manifestationens mediumistiske Karakter. Men her, hvor Indholdet drejer sig om åndelige Livsværdier af uoverskuelig Rækkevidde, bør man være på sin Post og ikke lade sig dåre af Formen og Skallen, men skaffe sig afgjort Sikkerhed for, hvem man har med at gøre.

     Vi har modtaget flere Lignelser fra samme Kilde, og vi har optaget denne for at benytte Lejligheden til på det alvorligste at mane vore Læsere til Forsigtighed på dette Punkt, idet vi slutter med at henvise til Matth. 24, 23-25:

     “Om nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller der! da skal I ikke tro det. Thi falske Kristi og falske Profeter skal opstå og gøre store Tegn og underlige Gerninger, så endog de udvalgte skulde forføres, om det var muligt. Se, jeg har sagt eder der forud.”

Chr. Lyngs.