Redaktørens kommentar til “Jordlivets Pilgrimsgang”:

     Til denne Skildring ønsker vi at forudskikke den Bemærkning, at vi personlig har ondt ved at tro – eller rettere: ikke kan tro -, at den opgivne Kilde er korrekt. Men vi maa indrømme, at vi, da vi ikke har deltaget i den paagældende Seance, savner meget væsentlige Forudsætninger for fuldt at bedømme det. Og paa Forhaand tør, vi ikke benægte Muligheden. Saa meget har vi lært, at dette skal man være varsom med. Og kunde Kristus for 2000 Aar siden vandre omkring blandt Menneskenes Børn et helt Jordeliv igennem som en “Menneskens Søn”, hvad skulde vel saa egentlig være i Vejen for, at han ogsaa i vore Dage gav Menneskeheden et personligt Vidnesbyrd ad de Veje, som maatte være formaalstjenlige overfor Nutidsmenneskene. Men vi maa gaa ud fra som givet, at vi i saa Fald vil Vidnesbyrdet blive ledsaget af lige saa vægtige Bevisfænomener nu som da. Og selv om saa sker, kan det vel blive svært nok at tro endda. Hvor mange af os havde vel – Haanden paa Hjertet! -, om vi havde levet dengang, da fulgt hans Kaldelse og hørt til hans Disciple?
     Den Omstændighed, at han begynder med at kalde sig Mediets Leders Leder, tyder heller ikke just paa, at det er Kristus; thi hvorledes skulde man tænke sig ham være særlig personlig Leder for Enkeltmand? Saavel Mediet som Lederen og den lille Kredses enkelte Medlemmer holder imidlertid stærkt paa Identitetens Korrekthed. Endnu bør nævnes, at ingen af dem, saavidt os bekendt, er af udpræget religiøs, endsige kristelig Tankesæt. Men om Mediets saavel som Lederens Sandhedskærlighed nærer vi – som skrevet ved en tidligere Lejlighed – ikke Gnist af Tvivl.
     Hvad selve Lignelsen og dens Tankegang angaar, da forekommer den os fuldt ud at være en endog meget højtstaaende Aand værdig. Den kan som flere af Lignelserne og Profetierne i Det nye Testament fortolkes og finde Anvendelse paa forskellige Planer, af hvilke den dybest liggende maaske er den, der rummer den vist gammelindiske (nu vistnok i Teosofien optagne) Tanke, at en Aand, der fra høje Sfærer paatager sig at gaa ned til Jorden i en Mission, derved binder sig til Jordplanet saa længe, der blot der endnu er een tilbage af dem, der i Tidens Løb har sluttet sig til ham og hans Tanker. Han maa, naar han først har paataget sig en Mission, drage alle sine Disciple, endog den sidste ene, med sig op til sin egen Sfære. Set under denne Synsvinkel svimler Tanken overfor Storheden i de virkelig store Føreres og Mestres Mission og Selvopofrelse.

Red.