Redaktørens kommentar til “Stormen”

     Ved en Seance den 1. Fbr., hvor Drachmann havde manifesteret sig gennem et andet Medium, blev der spurgt, om han ikke kunde give et Digt gennem Mediet Bettina ved Hjælp af hendes Clairaudience; men hertil svaredes der, at det maatte han ikke. Nogle Dage efter mindedes Mediet ved Opvaagningen om Morgenen, at hun i Drømme havde hørt Drachmann oplæse et Digt; men Digtet selv kunde hun ikke huske. Og paa Formiddagen vilde hun imidlertid hvile sig et Øjeblik paa Sofaen, mens noget, hun lige havde sat over Ilden, kom i Kog. Og mens hun laa her, steg et Par Linier af Digtet frem i hendes Hukommelse. Hun rejste sig straks og nedskrev disse, og i Løbet af det følgende Kvarters Tid fik hun paa samme Maade som gennem Erindringen hele Digtet gengivet og opskrevet med et Par Linier ad Gangen, og medens hun stadig passede sine Husholdningspligter, som hun blot maatte afbryde hvert Øjeblik for at gaa ind og nedskrive et Par Linier af Digtet. Digtet er, som man vil se, overordentlig karakteristisk for Drachmann og hører, saavidt vi kan skønne, til det allerbedste, der ad mediumistisk Vej er fremkommet fra ham. – Naa, meget af, hvad der er opgivet at skrive sig fra ham, skyldes sikkert ogsaa helt andre. Her taler imidlertid selve Digtets Karakter for Ægtheden.

Red.