Sneklokken og Sommerfuglen.
Et Eventyr af H. C. Andersen.
ET var koldt, bitterlig koldt. Nordenvinden jog hylende og tudende hen over den gamle Haves Træer, de nejede og bukkede sig, for de mærkede nok, at Vinden den Dag var i ondt Lune. Foraaret tænkte paa at holde sit Indtog med Sol, Varme og duftende Blomster, saa Nordenvinden forstod, at hans Herskertid snart var omme.
Hu hej! hvor han for af Sted. Han rev og sled i Træernes Grene; det var slemt, som de knagede og bragede; ja de fik knap Tid til at rette sig og puste ud, før det næste Stormrusk kom susende.
Inde i en lun Krog af Haven stod et stort Nøddetræ. Det var helt kroget og mosgroet af Ælde. Hult var det, Grenene klaprede fælt, som om al Saft og Kraft havde forladt dem. Og Hjertet, det var nu det værste af det hele, det var ganske trøsket! Det stod og mumlede i sit mossede Skæg: “Bare Stormen ikke vælter mig, den Skidt Knægt; han trænger til at komme paa Hovedet i sin Moders Pose!” Stormen hørte det; saa tog han, for han blev vred, et ordentligt Tag i Grenenes Top, og Træet maatte bøje sig helt ned mod Jorden. “Du holder nok, gamle Gnavpotte!” sagde Vinden; “men du trænger til at pyntes lidt! En hvid Kalot vil se pæn ud paa dit skaldede Hoved;” og saa jog han Skyerne tættere sammen, og store Snefnug begyndte at falde.
Ved Foden af Nøddetræet stod en Række grønne Spirer. Det var Sneklokker, der brød frem af Jordens Skød. En af dem var skudt højere op, man kunde lige se den spæde Knop, som den skjulte bag det lette, grønne Svøb. Smaa forfrosne Spirer var det, der trængte til Sol og Varme; men de frøs gudsjammerlig i den kolde Foraarsstorm.
Himlen blev mørkere og mørkere, Snefnuggene faldt tættere og tættere, de hvirvlede og dansede omkring i Luften, snart oppe, snart nede. Til sidst lagde de sig blødt skjulende overalt. Træerne, Buskene, Jorden og Spirerne var snart dækket af Sneens hvide Tæppe.
Omsider blev Nordenvinden træt og ked af Legen, for han længtes hjem til sin Moders Hule. Han tog et sidste arrigt Rusk i Nøddetræets Grene; de klaprede fælt, og Sneen føg til alle Sider. Brummende og tudende forsvandt han i det fjerne. – Der blev saa forunderlig stille. Mørket og Natten lullede alt til Ro under Sneens bløde Dække.
Den næste Morgen skinnede Solen klart og varmt fra en dejlig dybblaa Himmel. Fuglene sang og fløjtede, alt var saa jublende skønt. Sneklokkerne under Sneen hviskede til hinanden: “Nu faar vi snart Foraar!” “Det er Foraar,” sagde den største; “mærker I ikke, hvor lunt her er?” “Det er Sneen, der varmer,” sagde de andre. “Oppe over Sneen er der koldt, stik ikke Hovedet for højt op, du fryser ihjel, du fortryder det.”
Men den hørte ikke, hvad de sagde, den søgte kun at bane sig Vej opad. Sneen paa Nøddetræet begyndte nu at smelte, Draaberne faldt ned og borede runde Huller i Snelaget paa Jorden. Det gav Luft for den lille Sneklokke; det kan nok være, den skyndte sig op, og da den følte Solens Straaler paa sit Hoved, foldede den sin hvide Klokkeblomst ud. “Kom alle her op,” kaldte den; “det er Foraar! Solen straaler saa varmt, Himlen er helt blaa, og Jorden er ganske hvid. Kom dog alle sammen!” “Er du gal?” raabte de andre; “Jorden skal være sort og Træerne grønne; før er det ikke rigtig Foraar. Duk dig ned under Sneen, du fryser ihjel, du fortryder det! Den Taabe,” hviskede de til hinanden; “han tror, Foraaret er hvidt!”
Sneklokken stod ganske ene; men den frydede sig over alt det herlige, den saa. Solens Straaler glitrede og glimtede i hver eneste lille Snekrystal og flammede som tusinde Ildglimt hen over den hvide Sne. Draaberne, der hang paa Træernes Grene, funklede og lyste som de klareste Ædelstene. Verden og Livet var helt anderledes, end Sneklokken havde tænkt; et skønt Férige var det! Saa løftede den Hovedet og saa lige ind i Guds dejlige, blaa Himmel.
Et lille, hvidt Fnug dalede ned gennem Luften. “Hvad var det?” tænkte den og kiggede derhen. Det var en lille Sommerfugl, dens fine Vinger skælvede, og den krøb saa langsomt, saa langsomt over Sneen. “Ak!” klagede den, “Kulden dræber mig, jeg vil dog saa gerne leve! Livet er skønt og rigt. Solen kyssede min Puppe, jeg troede, det var Foraar, ak ja! Der var saa trangt og mørkt, hvor jeg laa; saa sprængte jeg mit Hylster og svang mig op i den klare Luft, op mod Solen, helt op mod Himlen. Men jeg fandt ingen grønne Blade, alt var blændende hvidt, og saa isnende koldt, – og nu maa jeg dø, det er saa sørgeligt!”
Mørke Skyer gled hen over Himlen, Solen gemte sig bag dem. Sneklokken følte, hvor Kulden sved i Hjertet og bed i de fine Blomsterblade. “Jeg tror, du har Ret,” sagde den; “Kulden dræber os, men jeg fortryder ikke, jeg skød frem af Jordens Muld til denne lyse Verden. Det gør ikke noget, om jeg dør, for jeg har set det, der var det allerskønneste!” “Skal vi dø,” sagde Sommerfuglen, “saa lad os dø sammen! jeg har ho ogsaa set det allerskønneste!” Den krøb helt hen til Sneklokken, flyve kunde den ikke mere. Den foldede de hvide Vinger sammen, og hele dens lille Legeme skælvede. Stille og rolig gled de begge ind i Dødens milde Søvn.
Da Foraaret endelig kom med Guds klare Sol, Fuglefløjt og duftende Blomster, laa Sneklokken paa Jorden; dens hvide Blomsterblade hvilede paa Sommerfuglens Vinger.
“Naa, der ligger den!” sagde de andre Sneklokker; “hvad sagde vi: du fryser ihjel, du vil fortryde det! Godt var det, vi blev under Jorden,” og de saa uhyre fornuftige ud.
“Hvad er det for en Snadren?” sagde Nøddetræet og kiggede derhen. “Naa, nu ser jeg, det er den Taabe, der troede, Foraaret var hvidt, har man kendt Mage! Og der ligger en Sommerfugl; hvad mon den vildem det er ganske naragtigt! Men nu ligger de, som de har redet! Taabelige Personer, dem gider jeg ikke beskæftige mig med!” og saa tænkte det ikke mere paa den Historie.
Pludselig bølgede en varm Luftning gennem Haven, alt blev saa stille, Fuglene, Træerne, Buskene og Blomsterne strakte Hals og hviskede: “Hvad er det, ser du noget, hører du noget?” Men ingen saa eller hørte Guds skønne, hvide Engel, der sagte svævede forbi dem. Over hans Hoved funklede en gylden Stjerne, den straalede i Regnbuens allerskønneste Farver. Hans Aasyn lyste, og hans Klædning var hvid som det hvideste Sølv. Varlig løftede han Sneklokken og Sommerfuglen op, aandede et Kys hen over dem og kaldte deres indslumrede Sjæle til Live. De slog Øjnene op og saa forundrede ind i hans lysende Aasyn. Han trykkede dem til sit Hjerte og sang kærlige Ord til dem. Hans Stemme klang som de fineste, rene Sølvklokker. “Følg mig!” sang han, “I to, der kom, da Guds klare Sol kaldte paa jer, jeg vil bære jer til Paradisets Have. Der er alt langt skønnere, herligere og mere ophøjet, der vil Kulden ikke dræbe jer; thi der er Livet evigt.
Saa bredte han de store Vinger ud og svævede op mod Himlen; han bar Sneklokken og Sommerfuglen paa sine Hænder ind i Paradisets underfulde Have.
Fuglene, Træerne, Buskene og Blomsterne strakte Hals og hviskede: “Saa du noget, hørte du noget?”
Men ingen havde hørt, og ingen havde set Guds skønne, hvide Engel, der sagte var svævet dem forbi. –
28. Marts 1911.
Seance i privat Kreds.
Clairaudient Diktat.
Medium: Bettina.