TILLÆG

Idet jeg henviser til den nøjere Omtale Side 12, skal her meddeles et Par Prøver paa Digte fremkomne gennem min Mediumitet.

 

Karma.

 

Billeder ser jeg af Smerte og Sorg gennem talløse Sekler,

Nætter og Dage har afløst hinanden i uafbrudt Følge;

splittet og tynget af Synd var de vekslende Jordelivs Rækker;

fremad du stred dog, skønt langsomt, afkastende Karmaens Byrde.

Saare lidt har af, Glæde du kendt, men meget af Smerte;

Trods og Hovmod og Angst for den Høje fyldte din Tanke,

tynged dit Sind og fyldte det tidt med unævnelig Rædsel.

Handlingens enkelte Led skal Muribad vist dig fortælle;

snart vil I mødes, og lysere Stund skal oprinde for dig.

Meget skal sones, dog ingen Brøde forstøder for evig;

men du har sinket din straalende Gang mod de himmelske Højder;

dér i Egne, som vi ej forstaar, burde være din Bolig.

Appius tier — den Høje, som staar her, Tavshed mig byder.

 

Digtet fremkom d. ⁶/₁₂ 1910. Side 26 i Afsnittet om »Budskabet« er fortalt om Digtets mærkelige Afbrydelse, der bevirkede, at Frembringelsestiden ikke blev noteret. Digtet skyldes efter Opgivelse Aanden Appius Claudius og er rettet til et af Kresens Medlemmer. Se endvidere Stykket om »Den indiske Inkarnationsberetning«. —

 

Iriva.

 

Godhed og hellig Skønhed sælsomt straaler

frem fra den blide Kvindes ædle Aasyn,

Straaler af alle Livets lyse Farver

skued jeg i det.

 

Elskov og yndig Godhed var dets Tale,

Mildhed og kærlig Fromhed fra det strømmed,

Haaret var Guld og gyldne hendes Klæder,

gyldne og hvide.

 

Sang var i Gangens varsomt blide Rytme,

Tonerne strømmed om det lyse Væsen,

legende nynned hendes spæde Stemme,

drømme-henaandet.

 

Dog var der dulgt en Sorg i dette Aasyn,

Sorg i de dybe, straalerige Øjne.

Længsel og Smerte drømte dybt i Blikket,

blidnet af Elskov.

 

Længe hun saa paa dig, du skønne Yngling,

ene til dig den underskønne talte.

Gid I maa mødes engang i den høje,

straalende Himmel.

 

Digtet fremkom ved en Séance i Februar 1911. Nedskrivningen tog 7½ Minut uden Rettelser. Efter Opgivelsen skyldes ogsaa dette Digt Appius Claudius og er henvendt til samme Medlem af Kresen, som det foregaaende Digt er henvendt til: han bar i en tidligere Inkarnation Navnet Iffisus og var elsket af Iriva. (Se den indiske Inkarnationsberetning).

 

Evigheden.

 

I

 

Ene jeg gaar i Evighedens Sale,

stirrer paa Jordelivets fjerne Verden,

længes paany mod Tidens bundne Verden,

længes og drømmer.

 

Drømmer om dig, som færdes i dens Skranker,

længes mod dig, som tungt fra mig er fjernet,

ved, at i Evighedens store Sale

snart vi skal færdes.

 

Vinker jeg ad dig — dog du ved det ikke,

færdes jeg om dig — dog du ser mig ikke,

kysser din Haand jeg — dog du tror det ikke;

Evighedssfæren

 

gemmer mit Væsen for dit klare Øje,

gemmer min Tanke for dit aabne Øre;

engang du dog vil Evigheden fatte,

Claudia, kære!

 

II

 

Strømmer, I Vande, strømmer, I Bølger!

Skum og forsvind, du Tidernes Flod!

Slægt efter Slægt med din Skumbrydning følger,

strømmer det evige Hav imod.

 

Bort mellem Skær, mellem Stene og Klipper,

styrter den brusende, voldsomme Strøm!

aldrig den standser, aldrig den glipper,

dog er den hele Vandring kun Drøm.

 

Fremad og fremad maa Vandene ile;

engang vil Evighedslandet de naa;

da skal de skummende Bølger faa Hvile,

da skal de ogsaa Forklaringen faa.

 

Menneskelivet, begrænset af Tiden,

det er de ilende Vande selv,

Bølgerne Dage i uafbrudt Skriden,

Stund efter Stund under Evigheds Hvælv.

 

III

 

Du lille bitte Verden,

som strækker sig for min Fod;

engang var al min Færden

ene vendt dig imod.

 

Store og dybe Tanker

kendte min Stræben ej;

døgnflueagtig man vanker

ad Livets den slagne Vej.

 

Større Dybde og Styrke

har jeg vel vundet nu,

men mod det umaalte Mørke

vender jeg ej min Hu.

 

Ingen om Evigheden

kender til fulde Besked,

her saa lidt som histneden

dens Indhold nogen ved.

 

Vel gives der andre Sfærer,

dem fatter dog ikke jeg;

intet om dem jeg lærer

nu paa min Vandrings Vej.

 

Disse Digte fremkom ved en enkelt Séance, hvis Datum ikke er noteret. (Se om Kristi Besvarelse af Spørgsmaalet Side 49.) Nedskrivningen tog henholdsvis 5, 8 og 7 Minutter uden Rettelser, og Digtene skyldes efter Opgivelse Aanderne Appius Claudius, Lilian Forster og Kurt v.d. Esche. Forskellen mellem den højtidelige Romer, den sentimentale Englænderinde og den noget »raske« Tysker synes mig ganske karakteristisk. —

 

Sluttelig skal anføres en Sonet, der efter Opgivelse skyldes den italienske Renæssanceskikkelse Cesare Borgia. Den fremkom ved en Séance ¹⁹/₇ 1909, i Løbet af 5 Minutter; i 3die Linie en ubetydelig Rettelse. Saa vel jeg selv som Kresens Medlemmer var forbavsede over, at et Digt i saa vanskelig en Strofebygning kunde formes saa hurtigt.

 

Sonet.

 

Med Kindens Runding, Haarets rige Fylde,

med dybe Øjnes blaa og blide Straaler,

med slanke Lemmer under Dragtens Hylle,

med Hænder formede som fine Skaaler,

 

staar hun, den unge Kvinde. Rigt forgylde

med deres Glans de sidste Dagens Straaler

den slanke Skikkelse og den fortrylle,

mens Solen Dagens sidste Timer maaler.

 

O, fagre Drøm! O søde Beatrice!

vend Blikket mod mig! se, din Slave knæler!

und ham et Blik, et eneste, du hulde!

 

Min dybe Elskov skulde jeg dig vise;

den Elskov, som omkring dit Væsen dvæler,

den haabløst-dybe jeg dig vise skulde.